Abonnementsartikel

En arbejdsulykke på havnen i Hirtshals har kvæstet seks personer.

Seks bygningsarbejdere er kommet til skade i en arbejdsulykke på havnen i Hirtshals. Det oplyser Nordjyllands Politi.

Ifølge Nordjyllands Politi er de kommet til skade ved, at et betondæk er faldet ned over dem. I en pressemeddelelse skriver politiet, at de seks personer er under behandling.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- To alvorligt tilskadekomne er bragt til Aalborg Universitetshospital, mens fire personer med mindre alvorlige skader er kørt til Sygehus Vendsyssel i Hjørring. Ingen tilskadekomne er i livsfare, og ingen personer savnes.

Ulykken er sket i forbindelse med en renovering af en bygning på adressen, hvor betondækket faldt ned over de seks personer, som er ansat i virksomheden Kaas Byggeindustri.

Heine Gjerløv, direktør i Kaas Byggeindustri, oplyser til politiet, at de tilskadekomne er seks lokale og erfarne bygningsarbejdere.

De pårørende er underrettet. Nordjyllands Politi modtog anmeldelsen om ulykken klokken 12.39. Arbejdstilsynet er nu tilkaldt. Nordjyllands Politi og redningstjenesten arbejder fortsat på stedet. Nordjyllands Politi har ikke flere oplysninger i sagen i øjeblikket.