Abonnementsartikel

Den danske maskinleverandør viser blandt andet tre højeffektive maskiner til råstofindustrien.

Aksel Benzin A/S møder op til E&H med et omfattende set up, hvor nogle af branchens mest populære knusere, sorteranlæg og opstakkere bliver præsenteret og demonstreret for øjnene af de besøgende.

Fagmessen skiller sig ud på grund af sin størrelse og sit indhold, og især fordi mange maskiner og anlæg arbejder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Tiden, hvor maskinerne stod stille, pæne og fine på en græsplæne, er endegyldigt forbi. Heldigvis, siger Claus Benzin, administrerende direktør i Aksel Benzin.

Firmaet er Danmarks ældste leverandør af maskiner og anlæg til råstofindustrien og miljøsektoren, og er kendt som rådgiver, servicepartner og sælger af knuse- og sortereanlæg, neddelere og stakketransportører fra nogle af verdens førende producenter blandt andet Powerscreen, Komptech, Terex Washing Systems, Telestack og Binder+Co.

Direkte sammenligning

På E&H udstiller Aksel Benzin på to stande. Firmaets egen showbus er som altid med, hvor firmaet udstiller, og derudover vil firmaet sætter sit tydelige aftryk på den fælles stand, hvor de forskellige leverandører af knusere og sorteranlæg vil demonstrere, hvad de kan i løbet af messens tre dage.

- Vi er med for at "sætte ild" i nogle maskiner. Selvfølgelig ikke i direkte betydning, men for os - og vores kolleger i branchen - er det utrolig vigtigt, at vi kan tænde for maskinerne, så kunderne med egne øjne kan se, hvad de kan. Det ved vi, at kunderne efterspørger, og man gør det samme på Hillhead i England, på IFAT i München, hvor vi lige har været, samt på Steinexpo i Tyskland, fortæller Claus Benzin og fortsætter:

- Ved at alle leverandører er med og tænder for maskinerne, har kunderne nemmere ved at lave en direkte sammenligning mellem maskinerne. Under alle omstændigheder kan de få en rigtig god pejling af produktiviteten, de tekniske features med mere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han har desuden været bagmanden for at skaffe journalist og tidligere TV-vært Ole Stephensen som konferencier på demo-området. Han vil interviewe leverandørerne og spørge ind til maskinernes evner, mens de står og arbejder, og derved får de besøgende en god mulighed for at komme til bunds i maskinernes egenskaber.

Tre topmodeller

Med sig bringer Aksel Benzin en maskinpark, som henvender sig bredt til råstofsegmentet og miljøbranchen.

- Vi tager en Powerscreen Trakpactor 320 SR med. Det er en mobilknuser, som også sorterer genbrugsmaterialerne, og på den måde får man et "all in one"-anlæg med den. Det er en rotorknuser med fire slagbjælker, som også har en sigte med to dæk. Den har en kapacitet på op til 320 tons i timen, og så er den både nem at transportere og har en kort opsætningstid. Den er blandt Powerscreens "all time" top 3 over de mest solgte knusere, og også i Danmark er den meget populær, siger Claus Benzin.

Den får selskab på den arbejdende stand af et Powerscreen Warrior 1200 sortereanlæg. Det er en model, som var en verdensnyhed i efteråret 2017, og som nu demonstreres på E&H.

- Det specielle ved Warrior 1200 er, at det er et lille mobilt anlæg, som derfor er nemt at transportere, men samtidig får man en produktionskapacitet på op til 300 tons i timen. Sigten måler 3,6 x 1,17 meter og arbejder med et meget "aggressivt" slag, som kan ændres til den enkelte opgave. Den kan sortere i tre fraktioner ad gangen, og takket være et ultralavt brændstofforbrug og et optimeret hydrauliksystem er den billigt i drift, forklarer Claus Benzin.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den sidste arbejdende maskine er den mobile opstakker Telestack TC 420X, som opstakker sten, grus, sand, jord, asfalt, knust beton eller biomasse i op til 10 meter i højden.

- Det giver mulighed for at have op til 1760 kubikmeter materialer liggende under båndet, før der skal flyttes på den. Det koster rigtig mange penge at have en gummiged med en fører til løbende at hente materialer under et bånd og stakke det op med den. Ved at bruge TC 420X fremfor en gummiged sparer man op til 80 procent af dieselolieforbruget, påpeger Claus Benzin.

Med på messen medbringer Aksel Benzin også to Komptech neddelere til grønt affald nemlig Crambo 5200 og Terminator 6000. De er dog ikke en del af det arbejdende demoområde.