Abonnementsartikel

Sitech kunne på E&H præsentere flere nyheder fra Trimble.

Tre produktnyheder fra Trimble havde uofficiel danmarkspremiere på E&H-messen i Herning. De blev vist frem på Sitechs stand.

Det drejer sig om to håndholdte rovere. Den ene er modellen TSC7, som erstatter forgængeren TSC3. Den anden er modellen T10 tablet, som erstatter SiteTablet. Endelig er der modtageren SPS986, som afløser varianten SPS985.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Mere power

Ifølge Sitech er fællesnævneren for begge controllere, at de er udstyret med ny og hurtigere hardware, større skærme - der nemt kan aflæses i direkte sollys - samt Windows 10 og 4G. Touchskærmen gør det nemt at navigere rundt, indsamle data, finde den korrekte position og måle punkter.

- Den store skærm giver brugeren et nøjagtigt overblik over projektet, og såvel design som opmålinger kan ses live i 3D-visningen. Sammenlignet med forgængerne er den helt store forskel, at både TSC7 og T10 leveres med Windows 10, forklarer teknisk supporter Lasse Hanberg fra Sitech Danmark, der er eneforhandler af Trimbles produktportefølje her i landet.

- Roveren er nu en bærbar computer. Og med muligheden for at køre tredjeparts applikationer åbner den op for et langt bedre workflow på pladsen. Den nye hardware giver desuden mulighed for at arbejde med langt større designs end tidligere uden forsinkelse. Derudover er der baggrundsbelyst tastatur på både TSC7 og T10, og det betyder, at de nemt kan betjenes, selvom det er mørkt, tilføjer Lasse Hanberg.

Hurtig data-håndtering

Modtageren skiller sig også ud.

- SPS986 er den mest robuste GNSS-modtager, som Trimble nogensinde har udviklet. Trimbles GNSS-chip sikrer en lynhurtig håndtering af korrektionsdata, øget antal kanaler og mindre strømforbrug. Modtageren kan også understøttes af Trimble xFill-teknologien, som lader brugeren fortsætte med opmålingsarbejdet, selvom man mister forbindelsen, siger Lasse Hanberg.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Overblik betyder alt

TSC7 faldt i god jord hos formand Robert Hjort Christensen fra entreprenørfirmaet HMN A/S fra Aars. Han repræsenterer en faggruppe, som i stigende grad selv anvender landmålingsudstyr på byggepladsen.

- Skærmens størrelse og 3D-funktion er med til at give langt mere brugervenlighed og overblik. Og så kan jeg bruge skærmen, selv om der er genskær fra solen. Det er en rover, som jeg godt kunne bruge på min arbejdsplads, siger Robert Hjort Christensen under sit besøg på Sitechs stand.