Abonnementsartikel

Entreprenør Morten Balle sætter hybrid dagsorden med anskaffelsen af sin tredje Komatsu-gravemaskine.

Entreprenør Morten Balle, som holder til i Hinnerup ved Aarhus hoppede med på hybrid-vognen, allerede da Komatsu lancerede hybridgravemaskinen HB215LC. Han slog til for anden gang, da Komatsu-importøren Scantruck kunne levere Danmarks første eksemplar med et to-tal efter modelbetegnelsen, og nu er tredje køb landet i maskin-porteføljen med den større Komatsu HB365LC-3.

- Opgaverne bliver ikke større og større. Men de må tage kortere og kortere tid. Markedet efterspørger højere effektivitet. Derfor har vi udfaset vores 30 tons gravemaskine til fordel for den nye 36 tons Komatsu, forklarer Hinnerup-entreprenøren og tilføjer:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Den større hybridmaskine præsterer mere på kortere tid. Det kan vi måle i antallet af lastbiler, der er behov for til de konkrete opgaver. Vi skal simpelthen bruge et par lastbiler mere pr. dag, end tidligere, fordi de fyldes hurtigere, siger Morten Balle.

Penge og miljøpoint

Og fordelene ved hybridmaskinen er flere, lyder det fra entreprenøren.

Foruden højere effektivitet med mindre brændstof, scorer sværvægteren også miljø-point hos kunderne, mener Morten Balle.

- Miljøspørgsmålet er vigtigere end nogensinde tidligere, og med mere miljørigtige maskiner er vi helt klart mere attraktive på markedet, siger han om hybridmaskinen, som ifølge Poul Erik Nielsen, der er accountmanager i Scantruck sluger cirka 17 til 18 liter diesel i timen alt efter arbejdets natur. En mængde cirka 20 procent lavere end tilsvarende maskiner.

Entreprenøren Morten Balle arbejder enten for store og mellemstore jordentreprenører, eller tager selv opgaver og laver jord-, kloak- og belægningsarbejder samt mindre beton- og støbeopgaver. Virksomheden har 15 år på bagen og beskæftiger 12 medarbejdere. Komatsu HB365LC-3 har en listepris på cirka 2,5 million, hvis man skulle være interesseret.