Abonnementsartikel

I seks år har Københavns Kommune arbejdet for at indhente et efterslæb, der er på vedligehold af veje, cykelstier, fortove med videre. Nu vil kommunen forlænge arbejdsperioden.

Sommer er ofte lig med vejarbejde, og i København er det ikke anderledes. Det ser ikke ud til, at det ændrer sig i de næste mange år for københavnere, pendlere og turister i landets hovedstad. Tværtimod ser det ud til, at man i København vil forlænge perioden med såkaldt genopretning af vejene.

De mange vejarbejder placeres især i løbet af industriferien, hvor trafikken er på sit laveste. Siden 2013 har Københavns Kommune renoveret 38 kilometer kørebaner, 37 kilometer fortove og 24 kilometer cykelsti. Ved siden af denne indsats er der genoprettet tusindvis af vejbrønde, så regnen ledes korrekt i kloakkerne, 15 broer og bygværker foruden signalanlæg og gadebelysning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Koordinering af opgaver

Selvom vi indtil videre har lagt over 1,7 milliarder kroner i genopretningsprogrammet siden 2013, er der lang vej endnu. Hvis vi fortsætter med de nuværende investeringer, skal vi stadig finde næsten tre milliarder kroner over de næste ni år.

Teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL)

Københavns Kommune

Selvom de fleste nok helst er foruden de trafikale gener, lægger Teknik- og Miljøforvaltningen alligevel op til, at genopretningsprogrammet "Et løft til vejene", som er sat til at løbe i perioden 2013-2022, nu udvides til 2027.

Ifølge Københavns Kommune, vil den længere arbejdsperiode kun blive marginalt dyrere, men samtidig giver det kommunen mulighed for at fordele arbejderne mere jævnt og udnytte muligheden for at koordinere indsatserne med byens omfattende skybrudsprojekter og andre aktørers gravearbejder. Dermed vil man undgå, at de samme veje skal graves op flere gange.

Bag forslaget ligger en analyse fra konsulentvirksomheden Ernest & Young i samarbejde med rådgivningsfirmaet Niras. Den viser, at fremkommeligheden vil blive påvirket af de fortsatte anlægsarbejder, men at konsekvenserne samlet set ikke vil være så store som ved de andre analyserede scenarier. Derudover vil en færdiggørelse af genopretningsprogrammet allerede i 2019 eller 2022 være svært for leverandører at leve op til, slår rapporten fast.

Milliardopgave

Godkender politikerne, at programmet fortsætter til 2027, venter en genopretning af 320 kilometer kørebaner, 178 kilometer cykelsti, 506 kilometer fortov, over 14.000 vejbrønde og 23 bygværker de kommende ni år. Herudover kommer genopretning af signalanlæg og gadebelysning. Og den store opgave kræver en økonomisk prioritering, understreger Ninna Hedeager Olsen (EL), teknik- og miljøborgmester i Københavns Kommune.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Tidligere tiders forsømmelse koster på nutidens og fremtidige budgetter, det må vi indstille os på. Selvom vi indtil videre har lagt over 1,7 milliarder kroner i genopretningsprogrammet siden 2013, er der lang vej endnu. Hvis vi fortsætter med de nuværende investeringer, skal vi stadig finde næsten tre milliarder kroner over de næste ni år. Når efterslæbet er indhentet, kan vi igen gå til normalt vedligeholdelsesniveau og lade asfalt fylde mindre i vores budgetter, siger hun.

Analysen er et resultat af et politisk ønske om at få undersøgt, om det økonomisk vil være en fordel at investere yderligere i genopretning og indhente efterslæbet, og hvad der vil være den optimale tidshorisont for genopretningsarbejdet.