Abonnementsartikel

Stålentreprenøren Bladt Industries har hen over sommeren fået placeret de seks store sektioner, der samlet måler 225 meter, hen over motorvej, S-banestation, togstation og p-plads ved Køge Nord.

KØGE: Den er allerede blevet et vartegn for Køge - den nye Køge Nord Station, som åbner i løbet af sommeren 2019 samtidig med at Ringsted-banen åbner - og det er ikke svært at se hvorfor. På flere kilometers afstand træder den markante stationsbro tydeligt frem i horisonten. Det gælder også denne gråvejrsdag i september, hvor Dagens Byggeri besøger stålentreprenørens byggeplads.

Den kommende nye station bliver en 225 meter lang, slanget gangbro, der lægger sig på tværs af trafikkorridorerne og forbinder S-banen mod øst med den nye højhastighedsbane mellem København og Ringsted mod vest.

Artiklen fortsætter efter annoncen

En lukket sydfacade skærmer for direkte sollys. Nordfacaden mod København åbnes med panoramaglas og giver en fantastisk 180 graders udsigt over landskabet og de befærdede trafikårer. Udsigten kan nydes både stående, gående eller bekvemt siddende på det langsgående møbel, der er indbygget i den sydvendte væg. Beklædning med trælameller gør indersiden af gangbroen varm og velkommende. Ydersiden derimod har et mere råt udtryk med perforerede stålplader, der matcher materialerne i den omgivende infrastruktur.

Vi brugte den nødvendige tid på at planlægge alle detaljer, blandt andet de store kraners nøjagtige placering, så vi var klar til at løfte sektionerne på plads.

Afdelingschef Søren Nielsen, Infrastruktur Østdanmark og Sverige

Bladt Industries

Stort koordineringsarbejde

Mellem S-banen og den nye højhastighedsbane løber broen over landets mest trafikerede motorvej med i alt otte spor og to nødspor. Så det var næsten et studie i ekstrem koordinering med blandt andet underentreprenører, Banedanmark og Vejdirektoratet, som Bladt Industries måtte ud i, da sektionerne over vejbanerne skulle løftes på plads.

- Vi brugte den nødvendige tid på at planlægge alle detaljer, blandt andet de store kraners nøjagtige placering, så vi var klar til at løfte sektionerne på plads. Det foregik om natten en weekend i begyndelsen af august, og heldigvis gik alt som planlagt. Vi fik løftet, samlet, svejset og lukket af - det hele lige efter bogen. Timing er utrolig vigtig i sådan en proces, så der er stor ros til vores projektchef med planlægningsarbejdet, fortæller Søren Nielsen, der er afdelingschef for infrastruktur hos Bladt Industries.

Han tilføjer, at det var en stor lettelse at se broen, da den sidste sektion var kommet på og alt passede sammen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Broen 'hænger' frit

Hver af de seks sektioner vejer mellem 150 og 200 tons. De er nu sammensvejst alle steder, og i begyndelsen af september kunne man fjerne samtlige midlertidige understøtninger, så broen nu 'hænger', hvor den skal.

- Arbejdet med at lukke klimaskærmen pågår det næste stykke tid. Vi regner med at være færdige med det i slutningen af oktober, og så resterer det store arbejde med indvendig færdiggørelse med elevatorer, rulletrapper osv., siger Søren Nielsen til Dagens Byggeri.

Køge Nord Station har allerede opnået stor opmærksomhed internationalt. Hele 38 teams fra hele verden bød ind på en løsning, da projektkonkurrencen fandt sted i 2014. Et team med blandt andet Cobe, Dissing+Weitling og Cowi vandt konkurrencen, og året efter var vinderprojektet nomineret til en Award for 'Best Futura Projekt' ved den store ejendomsmesse MIPIM i Sydfrankrig.

- Det er næsten et kunstværk at se på, og alle os der har været med i byggeprocessen er meget stolte af det. Det er noget man vil tænke tilbage på i fremtiden, det er jeg overbevist om, siger Søren Nielsen.