Abonnementsartikel

Krøll Cranes mærker stigende efterspørgsel på byggekraner. På to år er antallet af aktive lejekraner næsten firedoblet.

Der er godt gang i byggeriet rundt i landet - såvel i de største byer som i mange af de lidt mindre. Det kan de skrive under på hos landets eneste kranproducent, Krøll Cranes A/S, der producerer i Lynge på Sjælland. Her har man udvidet antallet af lejekraner markant gennem de seneste år.

- I 2016 havde vi 13 lejekraner til det danske marked, mens det i dag næsten er 50, siger Johnny Uglebjerg, der er udlejningschef hos Krøll Cranes A/S.

Artiklen fortsætter efter annoncen

For nogle entreprenører ville det måske kunne betale sig selv at stå for køb og håndtering af kraner til større byggerier, men det er stort set kun lejekraner, som står rundt om på byggepladserne i Danmark. Ifølge Johnny Uglebjerg skyldes det primært, at entreprenørerne fokuserer på det, de er gode til, nemlig at bygge.

I 2016 havde vi 13 lejekraner til det danske marked, mens det i dag næsten er 50.

Udlejningschef Johnny Uglebjerg

Krøll Cranes A/S

- Samtidig er opsætningen og resten af håndteringen vanskelig og omkostningstung, og netop dér kan vi løfte opgaven meget mere effektivt på grund af erfaring og kompetencer, forklarer udlejningschefen.

Nordbro i 100 meter

Et af de mange projekter, som Krøll Cranes har leveret tårnkranløsninger til, er højhusboligbyggeriet Nordbro i Københavns Nordvestkvarter med en bygningshøjde på 100 meter.

Krøll Cranes leverede en løsning i tæt dialog med entreprenørerne. Det blev tre kraner, hvoraf to var K430F opstillet fritstående i 98 og 110 meters kroghøjde. Dette betyder, at fastgørelser af krantårnet til konstruktionen ikke er nødvendig, og det er en mere sikker og økonomisk løsning for entreprenørerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ud over udlejning af tårnkraner i Danmark har Krøll Cranes også aktiviteter i andre lande - globalt er der p.t. kraner i over 40 lande, og samlet har virksomheden produceret mere end 5.000 tårnkraner til især byggebranchen men også andre industrier såsom skibsværfter, vindmølleropstilling og store infrastrukturprojekter.