Abonnementsartikel

VG Entreprenør er specialister i kystsikring og havneanlæg. Det er arbejde, som kun kan klares med det helt tunge grej.

Den omfattende udvidelse af havnen i Frederikshavn er ét af de store projekter, hvor land møder vand, som VG Entreprenør A/S fra Lemvig er i gang med at løse.

- Vores fokus er havnebyggeri, kyst- og klimasikring. Ikke mange er lige så specialiserede som os, siger administrerende direktør Uffe Larsen og fortsætter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Men vi er gode til det, vi arbejder med, og som et selskab i Aarsleff-koncernen er vi en del af noget større. Deres størrelse gør, at vi er med på flere af de store havnebyggerier rundt omkring i Danmark. Det er godt for både vores 'storesøster' og os, at vi kan de ting sammen.

Foruden at være i Frederikshavn, hvor man har investeret i en 100 tons tung Hitachi ZX890LCH-6, der er ombygget specielt til store vanddybder og ekstra tunge løft, arbejder VG Entreprenør på havnene i Rønne og Hanstholm. De skal begge udbygges, og dertil kommer et større projekt på stranden ved Esbjerg, hvor lystbådehavn og kultur skal flyttes til et nyanlagt område nord for havnen. Samtidig skal der etableres en havne-ø inde i lystbådehavnen, og havnen skal have en sluse som værn mod højvande.

- Vi mærker, at der er mere brug for vores ydelser i takt med, at vejret bliver mere ekstremt. Nu er der ikke alene brug for kystsikring, men også klimasikring mod vand, der kommer nedefra. Grundvandsspejlet stiger, så vi vil få flere vådområder i Danmark.

Etape 2 startet i Frederikshavn

Arbejdet på etape 2 af havneudvidelsen i Frederikshavn er begyndt. Her er VG Entreprenør nu gået i gang med 900 meter mole, 400 meter kaj, og håndtering af over 2 millioner kubikmeter uddybningsmateriale.

- Havnen har fået en lejer ind, der kræver et større areal, mere vanddybde og mere kaj. Så vi har kun lige fået afleveret etape 1, så skal der startes på etape 2, som vi har forberedt grundigt og nu har et års tid til, siger Uffe Larsen og fortsætter:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det kendetegner de projekter, vi arbejder med, at de tager tid. Rønne varer til oktober 2019, Hanstholm til december 2020, så det er nogle langvarige projekter, vi er på med vores store Hitachi-maskiner som den nye ZX890LCH-6. En solid og stærk maskine, som er modificeret med længere arm og bom, plus cirka 20 ton ekstra kontravægt bagpå. Det betyder, at gravemaskinens rækkevidde nu er 21 meter, så den kan nå ned på store vanddybder og hente tonstunge sten op.

Havneudvidelse i stor skala

- Vores del af udvidelsen i Frederikshavn er mest stenarbejde, fortæller Emil Hundebøl, entrepriseleder på havnen for VG Entreprenør.

- Flere moler skal genbruges, så der skal hentes mange sten op. De skal ligesom andre materialer sorteres og genbruges, og da de store sten ofte ligger på fire-fem meter vand, er arbejdet meget tidskrævende. Inden vi går i gang med en mole, ved vi nogenlunde, hvad der er muligt at genbruge. Det er enkelt at se på tegningerne, hvilke materialer der er bygget ind i den. Noget andet er at få det til at ske i virkeligheden, for hvad kan vi lykkes med at få gravet op, siger Emil Hundebøl.

På etape 2 skal der først fjernes 210 meter af den gamle nordmole, og mere skal fjernes senere. På etape 1 blev der bygget en ny nordmole, og noget af den bliver der alligevel ikke brug for. Derfor skal noget, der er anlagt for omkring et år siden, allerede op igen.

Hele udvidelsen vil efter planen tage omkring fire år, og på etape 2 er VG Entreprenør i gang med at opgrave cirka 1500 meter stenmole, hvorefter der skal anlægges en ny, 940 meter lang mole.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Den nye mole kommer til at indramme 16 hektarer nye havnearealer, som blandt andet vil bestå af 950.000 kubikmeter sand. En pram fra Rohde Nielsen A/S kommer og pumper sandet ind i området. Samtidig uddyber de sejlrenderne og langs kajerne inde i havnen, forklarer Emil Hundebøl.

På etape 1 blev der etableret 33 hektarer.

?

Præcis hydraulik og masser af kraft

Jørgen T. Andersen fra VG Entreprenør A/S kører deres nye Hitachi ZX890LCH-6 gravemaskine i Frederikshavn.

- Det er en stor fordel, at vores nye Hitachi er modificeret med længere arm og bom, plus cirka 20 ton ekstra kontravægt bagpå, så jeg uden problemer kan nå ned og hente meget tunge sten op fra dybt vand, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

VG Entreprenørs opgaver med havneanlæg og kystsikring, især arbejdet med tunge sten, kan ikke altid løses med standardmaskiner. Derfor har den nye ZX890LCH-6 fået en længere arm, hurtigskift samt mere ballast.

- Det er nødvendigt, for når vi laver moler, skal vi kunne nå ned i bunden af dem, fortæller Benny Pedersen, værkfører og serviceansvarlig hos VG Entreprenør, og fortsætter:

- Når der er dybt vand, kan du ikke lave væggene i molen skarpe. De skal stå i et vist antal grader udad. Så hvis du har en mole, der er 10 meter foroven, kan den være 40 meter i bunden, fordi siderne er skrå. Derfor er det nødvendigt at have maskiner, der kan nå langt.