Abonnementsartikel

Når arbejdet på Storstrømsbroen går i gang, vil 64 boliger til brobyggerne stå klar i Vordingborgs sydhavn.

En stor del af de italienske brobyggere, som skal være med til opførelsen af den nye Storstrømsbro, kommer til at bo i nyopførte boliger i Vordingborg Sydhavn.

For i løbet af få måneder vil 64 boliger med plads til op mod 128 personer skyde op på stedet. Det afslører udviklings- og ejendomsselskabet Kiss Development, som er gået i gang med at bygge boliger til en del af de mange italienske broarbejdere, som fra nytår begynder opførelsen af den nye Storstrømsbro.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Boligerne bliver opført som fire såkaldte punkthuse, der består af mindre boligenheder bygget sammen omkring et fælles gårdhaveareal. Boligerne bliver på godt 20 kvadratmeter og har eget toilet og bad, forklarer Michael Eskildsen, der er direktør hos Kiss.

Jeg byder det mere end velkomment, at broarbejderne nu flytter ind på Sydhavnen fremfor i en skurby på Masnedø.

Borgmester Mikael Smed

Vordingborg Kommune

Fælles faciliteter

Han understreger, at man kan indrette boligerne på flere forskellige måder, alt efter om der skal bo en eller to personer i dem. I tilknytning til de fire punkthuse bliver desuden opført et stort fælleshus med vaskeri, stort køkken og en spisesal med plads til cirka 100 spisende gæster.

Borgmester Mikael Smed glæder sig over at Kiss Development bygger på Sydhavnen, og at Vordingborg Kommune dermed allerede nu oplever de afledte effekter, af de store statslige investeringer i en bedre infrastruktur.

- Jeg byder det mere end velkomment, at broarbejderne nu flytter ind på Sydhavnen fremfor i en skurby på Masnedø. Det er dejligt, at de nu kommer til at bo i byen, og under gode forhold. Det vil uden tvivl også have en positiv afsmittende effekt på det lokale handelsliv, siger Mikael Smed.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Boligerne bliver opført på Sydhavnsvej umiddelbart øst for Kulturarkaden. De første boliger forventes at stå indflytningsklar primo 2019. Når arbejdet med den nye Storstrømsbro er færdigt - forventeligt i 2023, forventer Michael Eskildsen fra Kiss Development, at boligerne vil kunne benyttes til eksempelvis ungdomsboliger eller ombygges til mindre lejligheder på 40 til 45 kvadratmeter.