Abonnementsartikel

Danske Kloakmestre undrer sig over, at regeringens klimaudspil ikke fokuserer på, hvordan man bedre kan udnytte regnvand.

Med overskrifter som "Vi kan alle gøre en indsats for klimaet", lægger regeringens nye klimaplan op til, at ikke bare myndighederne men også danskerne i almindelighed skal gøre noget for at imødekomme problemerne.

"Regeringen vil igangsætte en kampagne, der skal gøre det lettere at vælge klimaet til og brede klimaengagementet ud til alle danskere", skriver regeringen blandt andet i planen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det lyder jo godt, men hvorfor er det så, at der ikke er mere fokus på netop en af de løsninger, der batter noget i dagligdagen, og som er nem at gå til for alle husejere, spørger Mikael Skov, autoriseret kloakmester og medlem af bestyrelsen i organisationen Danske Kloakmestre.

Vi har en kæmpe udfordring med alt det regnvand, men det er også en kæmpe ressource.

Kloakmester Mikael Skov

Bestyrelsesmedlem i Danske Kloakmestre

Han mener, at alle husejere relativt nemt kan blive en del af løsningen på en af de store klimaudfordringer. Mulighederne ligger ligefor, men det interesserer ikke politikerne, lyder Mikael Skovs kritik.

Politikerne skal på banen

Ifølge ham bliver der mindre og mindre rent drikkevand i undergrunden, men ikke desto mindre fortsætter de fleste med at skylle det direkte ud i toiletterne samtidig med, at der kommer mere og mere vand ned fra oven, som kan bruges i husholdningen.

- Alligevel har politikerne nu præsenteret endnu et klimaudspil uden fokus på, hvordan vi kan udnytte de enorme mængder vand, der fosser ned over tagene i forbindelse med et skybrud. Vi har en kæmpe udfordring med alt det regnvand, men det er også en kæmpe ressource. Jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor vi ikke gør mere for at udnytte vandet i stedet for bare at smide det ud, siger Mikael Skov.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han pointerer, at det er godt at fokusere på ren luft, men ifølge ham er det mindst lige så vigtigt, at man også allerede nu begynder at tænke lidt mere over, hvad man bruger det danske drikkevand til.

- Det er som om, vi tror, det er en uendelig ressource, men det er det ikke. Derfor er det altså vigtigt, at vi sparer på det, siger Mikael Skov.

Der findes allerede i dag en række forskellige løsninger, der gør det muligt at opsamle regnvand og bruge det til eksempelvis vanding af haver og parker, toiletskyl og vask af både bil, vinduer og tøj. Både hos private og i virksomheder. Udfordringen er, at der ikke er nogen økonomisk gevinst ved at tænke grønt og spare på drikkevandet. Derfor er politikerne nødt til at komme på banen med initiativer, der kan gøre det mere attraktivt, mener Mikael Skov.