Abonnementsartikel

Murene ind til fængslerne er høje og står tit i vejen for arbejdsmarkedet. Også efter endt straf. Det skal et nyt initiativ gøre op med.

Et nyt samarbejde mellem Dansk Byggeri og virksomheden High:five har indgået en aftale, der skal opkvalificere indsatte i landets fængsler, så de kan gå ud og tage arbejde i bygge- og anlægsbranchen.

- I Dansk Byggeri har vi gode erfaringer med samarbejdet med High:five. Det giver vores medlemsvirksomheder en unik mulighed for at udnytte de menneskelige ressourcer, der findes rundt blandt unge med en plettet straffeattest, siger underdirektør i Dansk Byggeri, Louise Pihl.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det skriver Dansk Byggeri i en pressemeddelelse.

High:five hjælper virksomheder med at udvælge og ansætte unge, tidligere straffede i ordinære job eller uddannelsesforløb. For at sikre, at den unge er parat til at indgå i virksomheden, visiteres den unge grundigt og skal blandt andet leve op til flere krav.

Den unge skal være motiveret og arbejdsvillig, have lagt den kriminelle fortid bag sig, han eller hun skal være stoffri og så skal vedkommende have fast bopæl.

Alle der kan og vil

High:five er desuden en del af et Offentligt-Privat samarbejde mellem blandt andet myndigheder, private virksomheder, uddannelsesinstitutioner og brancheorganisationer, som deltager aktivt i opkvalificeringen af afsonere i de danske fængsler.

Gennem samarbejdet får virksomheder mulighed for bl.a. at have direkte indflydelse på den faglige opkvalificering af de indsatte og at kunne rekruttere direkte blandt de afsonere, som matcher den enkelte virksomheds forventninger og krav. De indsatte modtager samtidig erhvervsskolernes bevis og certifikat på gennemførte kurser.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Mulighederne omkring OPS er mange, og seneste tiltag er "Fundamentet" i Sdr. Omme Fængsel, hvor de indsatte bliver opkvalificeret i fag inden for bygge- og anlæg.

- Det glæder mig meget, at vi nu har indgået en samarbejdsaftale med Dansk Byggeri. Vi har i High:five succes med at screene motiverede unge og matche dem med virksomheder over hele landet. Samtidig udnyttes tiden under fængselsopholdet til en målrettet opkvalificering af de indsatte i et konstruktivt samarbejde med virksomheder, erhvervsskoler og fængsler, siger Ole Hessel, der er direktør for High:five.