Abonnementsartikel

Der er brug for folk til at skrue på maskiner, så Maskinleverandørerne forsøger at fange de unge på Agromek.

Under årets Agromek er der åbnet op for et live-værksted i hal C, hvor der er fokus på entreprenørerne. Her kan man på tæt hånd opleve, hvad der foregår, når der fejlsøges, skrues og justeres på maskinerne på standen. Det er Dansk Maskinhandlerforening og Maskinleverandørerne, der står bag live-værkstedet, der fem gange dagligt gør det muligt at få et indblik i konkrete arbejdssituationer for maskinmekanikerne.

Kloge hoveder og hænder

Det er en række lærlinge fra landbrugsmaskinmekaniker- og entreprenørmaskinmekaniker-uddannelsen, der har værktøjet i hænderne. Det har de for at vise andre unge, hvad det vil sige at være lærling og elev i landbrugs- og entreprenørmaskin-branchen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- I en højteknologisk branche som vores, har vi brug for de bedste hænder og hoveder, siger Klaus Nissen, direktør i Dansk Maskinhandlerforening og Maskinleverandørerne.

- Missionen med live-værkstedet er derfor at sætte fokus på de unges muligheder inden for faget og give dem chancen for at få et indblik i, hvordan de unge arbejder og mulighed for at stille spørgsmål til uddannelserne. Vi vil også meget gerne være med til at øge fokus på erhvervsuddannelserne. Derfor har vi inviteret cirka 500 skoleelever fra 7.-10. klasse, som på skift kommer forbi vores stand, fortsætter Klaus Nissen.

Det er ikke kun gæsterne, der stiller spørgsmål til de unge mekanikere. Line Friis Frederiksen, der er kendt som vært på forskellige DR-programmer, vil fungere som moderator og stille spørgsmål undervejs og derved sørge for, at alle tilskuere er underholdt.

- Mange af vores medlemmer i Dansk Maskinhandlerforening og Maskinleverandørerne mangler lærlinge og ikke mindst dygtige faglærte mekanikere. Det betyder, at det er nemt for de unge at finde en læreplads i vores branche, og at der er jobgaranti, når de er færdige, siger Klaus Nissen.