Abonnementsartikel

Berigelse var ikke i centrum i årets største kartelsag, men snarere var det et spørgsmål om, hvorvidt man blev spurgt igen, som fik nedrivere til at dele priser på opgaver, lyder det fra tiltalt.

Der er ingen grund til at beskylde de implicerede i årets største kartelsag for grådighed.

I hvert fald ikke hvis man spørger en 72-årig ejerleder og dennes datter på 49 år, som var på anklagebænken ved retten i Hillerød torsdag morgen. De hævder i stedet, at årsagerne skal findes i en kombination af stress og frygten for at blive frosset ude af kommende budrunder. Det skriver dagbladet Børsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De erkender de faktiske forhold i sagen, hvor der i 24 tilfælde er blevet delt priser med konkurrenterne. Men de nægter sig skyldige i karteldannelse.

Vrede kunder

Man låner en udbudspris, når man gerne vil vise interesse for en opgave, men ikke ønsker at vinde den. Det er humlen i de tiltaltes forklaring.

Derfor var der også en uskrevet regel om, at man altid bød en anelse over, hvis man lånte en pris, lyder det.

- Det opstod som oftest, fordi vi nogle gange fik åbnet opgaverne for sent, så jeg ikke kunne nå selv at beregne en pris. Kunderne bliver eddikesure, og man risikerer at blive udelukket fra næste udbudsrunde, hvis man ikke afgiver bud inden fristen, lød den 49-åriges forklaring i retten.

Flere af de indkaldte vidner bekræftede forekomsten af såkaldte "lånepriser".

Artiklen fortsætter efter annoncen

Et selskab er faldet fra

Torsdagens retsmøde endte ikke med nogen domfældelse. Der skal indkaldes flere vidner, før man kan afgøre noget som helst, lød det ifølge Børsen.

Sagen er sat til at finde sin afgørelse først i det nye år. Men det er langt fra hele sagen, som omfatter syv virksomheder og 13 ledende medarbejdere.

Et firma er faldet fra siden sagen for alvor kom i offenlighedens søgelys i april, hvor otte selskaber stod til at skulle i retten, mens fem personer er kommet til. I april stod kun otte personer tiltalt.