Abonnementsartikel

Massiv modstand i Syd- og Vestjylland har kun i mindre grad fået ændret planerne om en ny højspændingsledning til Tyskland.

Mange kilometer med luftledninger og højspændingsmaster bliver gravet ned i det syd- og vestjyske. Det konkluderer Energi- Forsynings- og Klimaministeriet i en pressemeddelelse. Spørgsmålet er så, om det formilder den massive kritik, der har været af den kommende højspændingsledning fra Idomlund ved Holstebro til grænsen.

Svaret er nok nej, for selvom man har besluttet at grave over 200 kilometer luftledninger ned i jorden, er det kun de 26 af dem, der er en del af den kommende 400 kV-ledning. Resten er eksisterende 150 kV-ledninger, som skal kabellægges i jorden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Mangel på kapacitet

Energinet har tidligere vurderet, at det teknisk og forsyningsmæssigt ikke er forsvarligt at kabellægge mere end op til 15 procent - svarende til 26 kilometer - af de i alt 170 kilometer nye 400 kV-ledninger. En uvildig, udenlandsk ekspertvurdering bakker op om denne konklusion, skriver ministeriet i pressemeddelelsen.

Ifølge ministeriet, er højspændingsledningerne afgørende for, at man nu og i fremtiden kan udnytte den vedvarende energi i Syd- og Vestjylland og Nordsøen. Højspændingsnettet i Vestjylland skulle angivelig allerede i dag være presset til det yderste. Derfor er det vigtigt med en ny ledning, lyder det.

- Grøn energi er en jysk styrkeposition, som kan skabe vækst og jobs i mange år fremover. Det er vigtigt, at vi har den nødvendige infrastruktur til de grønne projekter, som allerede nu skaber så meget aktivitet i lokalområdet. Vi præsenterer i dag en løsning, som markant reducerer udsigten til luftledninger i den unikke syd- og vestjyske natur, siger Lars Chr. Lilleholt.

Kabellægningen af 150 kV-forbindelsen forventes påbegyndt i forbindelse med anlæg af 400 kV-forbindelsen og koster 1,4 milliarder kroner, som finansieres over tarifferne.