Abonnementsartikel

Nedrivningen af det gamle bibliotek har været en udfordring, da både udførelsesmetoder og bortkørsel af affald har krævet planlægning og alternative metoder.

Det er Kingo Karlsen, som står for nedrivningsarbejdet på det gamle bibliotek, og virksomheden har arbejdet på sagen siden juni 2018. Kingo foretager både miljøsanering og indvendig rydning af biblioteket, samt totalnedrivning af en mellembygning, en kælder og en bygning i Vestergade. Dette omfatter i alt 13.000 kvadratmeter.

Alternative metoder

Under miljøsaneringsarbejdet fandt Kingo skjulte forekomster af miljøfarlige stoffer, som ikke var blevet afdækket under kortlægningen. Efter saneringsarbejdet blev biblioteket strippet, så kun de rå mure og facader stod tilbage. Facaden på det gamle bibliotek er bevaringsværdig, så den står stadig urørt tilbage med originale vinduer i.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Selve beliggenheden midt i Aarhus har været en udfordring - især i forbindelse med totalnedrivningen af ejendommen i Vestergade, hvor der færdes mange mennesker dagligt. Ejendommen samt mellembygningen er begge bygget sammen med aktive bygninger, som ikke måtte røres, siger Jesper Bjerrum Andreasen, som er entrepriseleder i Kingo.

Under nedrivningsarbejdet måtte nedrivningsvirksomheden sande, at det ikke var muligt at fjerne alt med en gravemaskine, som ellers er den mest effektive metode til totalnedrivning. Derfor måtte virksomheden bryde store dele af bygningerne ned manuelt på grund af risikoen i forhold til nabobygningerne.

Alt affaldet fra mellembygningen, dele af biblioteksbygningen og Vestergadeejendommen kom i første omgang ud igennem en lille port, hvor en speciallastbil, som netop lige kunne gå igennem hullet, kørte affaldet væk.

- Det var først til sidst, at vi måtte grave asfalten op inklusiv 40 centimeter af jorden samt udvide porten en halv meter i siderne for at kunne modtage gravemaskiner til totalnedbrydning af ejendommen og for at give plads til lastbiler, siger Michael Strøm Madsen, som er entrepriseleder i Kingo.

Skeletter i skabet

Jesper og Michael fortæller, at opgaven har været noget udover det sædvanlige, da både udførelsesmetoder og bortkørsel af affald har krævet nøje planlægning og alternative metoder - men det er ikke det eneste, der har været særligt ved opgaven.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Under arbejdet blev der nemlig fundet skeletter under gulvet i biblioteksbygningen samt i en kælder, som stammer fra en sognekirke fra middelalderen, som hed Vor Frue Kirke. Det betød, at Mosgaard Museum blev involveret i opgaven, og der måtte derfor tages særlige hensyn, da flere områder i perioder var afspærret på grund af arkæologiske udgravninger.

På trods af skeletter, skjulte forekomster af miljøfarlige stoffer og alternative nedrivningsmetoder er både Jesper og Michael meget tilfredse med forløbet af nedrivningen.