Abonnementsartikel

P-hus i Søborg med plads til 780 biler bliver opført efter et nyt NCC-koncept.

NCC har stor erfaring med at opføre parkeringsanlæg og har udviklet et nyt koncept, der skal give et funktionelt og driftsvenligt p-hus. Det kommer til at ligge i Gladsaxes nye bydel, Tobaksbyen, og opføres for Maycon Ejendomsudvikling, der har ansvar for den overordnede udvikling af bydelen.

- Vi har rigtig gode erfaringer med vores p-hus koncept, som vi første gang benyttede på Herlev Hospital sidste år. Det indfrier brugernes behov for tryg og nem parkering og giver samtidig bygherren en bygning, der er gennemtænkt både i opførelsesfasen og drift, siger sektionsdirektør Lars Scheibel, NCC Danmark.

Artiklen fortsætter efter annoncen

P-huset har en samlet størrelse på 19.500 kvadratmeter, og det tager fra start til slut blot otte måneder at opføre. Det ventes at stå færdigt i november 2019.

Når vi bruger stål, får vi mere transparens i huset. Det giver bedre udsyn for både kørende og gående trafikanter.

Sektionsdirektør Lars Scheibel

NCC Danmark

Transparens i et p-hus af stål

Mange kender til det at bevæge sig rundt i et mørkt og lukket p-hus. Den oplevelse vil NCC bryde ved at bygge i lette stålkonstruktioner i stedet for massive betonelementer. Det skal give p-huset i Tobaksbyen et mere åbent og venligt udtryk.

- Når vi bruger stål, får vi mere transparens i huset. Det giver bedre udsyn for både kørende og gående trafikanter, forklarer Lars Scheibel.

P-huset bliver et af Danmarks største, og der bliver gjort en indsats for, at den markante bygning falder bedst muligt ind i bybilledet. Det sker ved hjælp af en facadebeklædning, der med gennembrudte, skiftevis skråtstillede metalplader skaber et levende indtryk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Bygningens åbne struktur sikrer gode ventilationsforhold, hvilket betyder, at mekanisk ventilation ikke er nødvendig. El-forbruget er derved begrænset til lys, drift til to elevatorer og selve p-anlægget. Desuden bygger konceptet på standardiserede løsninger, der gør, at delene er nemme at samle og dernæst skille ad, når bygningen måske ikke længere skal være P-hus, ændres eller udvides.

NCC er totalentreprenør på projektet. Det er tegnet af arkitekt Holscher Nordberg, mens Krabbenhøft & Ingolfsson er konstruktionsingeniør. NCC Engineering har deltaget med installationsrådgivning samt parametrisk design og endelig har Rambøll stået for brandrådgivningen.