Abonnementsartikel

Der var ikke meget nyt at berette om på Scanmek. Alligevel blev der solgt en ny maskine hvert kvarter.

Scanmek åbnede i weekenden op for besøgende til deres årlige maskinmesse ScanMek i Skive, og selvom der ikke var specielt mange nyheder at berette om, var der alligevel godt gang i salget. I alt blev 54 maskiner solgt henover de to dage, hvor der klart blev solgt flest på førstedagen fredag. Det svarer til, at der cirka blev solgt en maskine hvert kvarter.

Der var ikke nogle helt nye maskiner fra hverken Manitou, Weycar, Mustang eller Komatsu, og den største rendyrkede sortimentsnyhed var den knækstyrede teleskoplæsser Manitou MLA-T 533 samt de amerikanske GMG-saxlifte, der gjorde sin entré for at supplere Manitous og PB Platforms' ditto.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er en god teleskoplæsser, og der er et godt udsyn i den, da føreren er placeret centralt i den. Det er et produkt, Manitou tidligere har haft for år tilbage, men den udgik desværre. Vi manglede den maskine i vores sortiment, og vi er glade for, at vi har fået den med igen, siger Per Lindenborg, der er produktchef for Manitou-, Weycar-, og PB Platforms-produkter hos Scantruck.

Next level

En enkelt Danmarkspremiere var der dog blevet plads til blandt mennesker, pølser og Hancock-sodavand. Teleskoplæsseren Manitou MLT961 var med og er en opgradering fra den tidligere MLT960-maskine, der udgår. Det er dog hovedsageligt det æstetiske, der er blevet pillet ved her. Der er primært tale om en lidt mørkere rød farve på maskinen, samt et førerhus, der er nemmere at stige ind og ud af.

- Det er en nyudviklet model. Den har den samme løftekapacitet og løftehøjde som den gamle model. Så det nyeste ved den er dens designnyheder, siger Per Lindenborg.

Heller ikke hos Komatsu var der noget splinternyt at spore.

- Komatsu VR100, den største af gravemaskinerne, er kommet i den nyeste version, og vi begynder at få gravemaskiner med stage V-motorer. Så det er opgraderinger af tidligere maskiner fra deres side, siger Kasper Vissing, der er produktchef for Komatsu.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I en noget mindre skala kunne man dog se smånyheder som et komprimeringshjul, der er velegnet til at komprimere vådt og leret jord, mens der også var en ny planeringsbjælke. Begge kom fra Scantruck selv.

På den anden side af Bauma

Det er som bekendt Bauma-år, og det kan være en af grundene til, at det ikke vrimlede med nyheder.

- Der kommer flere nyheder, når vi kommer på den anden side af Bauma, og det bliver især fra Weycar og Mustang. Normalt ville vi nok have haft lidt flere nyheder mellem Agromek og Bauma, men det er lidt op og ned, og lige nu er det lidt ned, siger Per Lindenborg.

Også i Manitou-afdelingen vedkender man, at det er en tynd tid for nyheder.

- Sidste år havde vi lidt flere nyheder på ScanMek. Men der er stadig nogle af de nyheder fra sidste år, som vi stadig ser som nyheder, og som kører for fuld tryk i markedet, siger Kasper Vissing.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ifølge Scantruck var der cirka 5000 besøgende på årets udgave af ScanMek.