Abonnementsartikel

Mere af asfalten på danske veje kan genbruges, og det styrker miljøet uden yderligere omkostninger, viser projektet Cirkulær Asfaltproduktion i Danmark.

30 procent af slidlaget kan i fremtiden genbrugs mod i dag 10 procent - uden at gå på kompromis med hverken kvalitet eller pris. Det var de gode nyheder for både miljøet og vejøkonomien, som onsdag kom frem ved en velbesøgt konference om cirkulær asfalt på Teknologisk Institut. Her var knapt 90 aktører fra vejsektoren og byggebranchen samlet.

Her fremlagde projektleder Ole Grann Andersson, Teknologisk Institut konklusionerne fra projektet 'Cirkulær Asfaltproduktion i Danmark'.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Ved tilsætning af op til 30 procent genbrugsasfalt fra gamle slidlag kan der opnås nye slid- og bindelag i samme kvalitet og holdbarhed som jomfrueligt fremstillet asfalt. Projektet viser også, at der ved den miljørigtige tilgang kan opnås en stor miljøgevinst i form af hele 14-22 procent reduktion af CO2-udledningen, samtidig med, at der opnås en ikke uvæsentlig samfundsøkonomisk besparelse, sagde Ole Grann Andersson.

Identiske egenskaber

Projektet er støttet af Miljø- og Fødevareministeriets MUDP-pulje, og som en del af projektet blev der i 2018 testet genbrugsholdigt asfalt på motorvejsstrækningen mellem Herning og Holstebro. Her viste det sig, at egenskaberne ved genbrugsholdigt asfalt og ny asfalt er fuldstændigt identiske.

- Vi har målt på alt, hvad der kan måles på, og konklusionen er, at potentialet i det her projekt er enormt. Man har hidtil været tilbageholdende med at genbruge asfalt i slidlaget, fordi man har manglet dokumentation. Men det har vi nu, kunne Ole Grann Andersson konstatere.

Fra politisk hold er der begejstring for konklusionerne.

- Det er et glimrende eksempel på, at økonomi og miljø kan gå hånd i hånd. Ved at genbruge mere af vores veje kan vi spare skatteborgerne for mange millioner. Samtidig kan vi skåne miljøet for et stort forbrug af råstoffer og klimaet for CO2-udledning. Jeg vil opfordre branchen, kommunerne og staten til at bringe den nye viden i brug i praksis, har miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen sagt i en pressemeddelelse om projektet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Også Kommunernes Landsforening har udtrykt, at man er klar til at udbrede den nye viden om genbrugsasfalt.

Ved konferencen blev det også fremhævet, at Vejdirektoratet netop har tilpasset vejregelkravene, sådan at genbrugsasfalt nu tillades i de mængder, som er anbefalet af projektet.

Der er ca. 71.000 km kommunale veje i Danmark, mens staten ejer ca. 3.800 km.