Abonnementsartikel

Sidste år oprettede danske virksomheder 37.000 nye praktikpladser. Det er 2.800 flere end i 2016, og flere end 2.000 af dem var på bygge- og anlægsvirksomheder. Et flot resultat, mener Dansk Byggeri. Men der er stadig brug for flere.

Elever, der er i gang med en erhvervsuddannelse som for eksempel murer eller maler, skal ikke kigge lige så langt efter en praktikplads, som året før.

Virksomhederne har nemlig haft travlt med at indkalde elever til jobsamtaler i 2018, hvor der blev skrevet under på mere end 9.500 uddannelsesaftaler i bygge- og anlægsvirksomhederne. En stigning på 12 procent sammenlignet med 2017.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Dansk Byggeris virksomheder er i den absolutte top på listen over virksomheder, der har oprettet flest praktikpladser. Alene i 2018 indgik bygge- og anlægsvirksomhederne 1.050 flere aftaler end året før. En stigning, vi er rigtig glade for, siger underdirektør Louise Pihl, Dansk Byggeri.

Første del af trepartsaftalen i hus

Hun glæder sig over, at det første delmål i trepartsaftalen nu er nået. Målsætningen i 2018 var at oprette 2.100 flere praktikpladser på erhvervsuddannelserne end i 2016, og med 2.800 uddannelsesaftaler er målet nået og mere til.

- Vi er på rette vej, men det må ikke blive en sovepude, der er lang vej endnu. Vores virksomheder mangler dygtige faglærte, og vi skal først og fremmest fortsætte bestræbelserne på at få flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse, siger Louise Pihl.

Samtidig med at antallet af praktikpladser steg sidste år, faldt antallet af elever på bygge- og anlægsuddannelserne, der tilbringer en del af praktiktiden i skolepraktik med ikke mindre end 25 procent.