Abonnementsartikel

LM Byg støber i øjeblikket fundament og terrændæk til Bygning 130, som er DTU's bud på Europas mest ambitiøse beton-laboratorium.

Når DTU i denne tid lægger byggegrund til prøvestøbning af en nyudviklet, grønnere beton med reduceret CO2-udledning, er det resultatet af et samarbejde på tværs af flere aktører. Et innovationsprojekt, hvor LM Byg, Celsa Steelservice, MT Højgaard, Teknologisk Institut, Danmarks Tekniske Universitet og cementproducenten Aalborg Portland er aktører.

Det er ikke tilfældigt, at netop DTU Bygning 130 lægger råhus til den CO2-besparende beton. Bygningen omfatter i alt cirka 2000 kvadratmeter og er tegnet af Christensen & Co Arkitekter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Husets fremtidige funktion som beton-laboratorium kendetegner sig ved, at rå beton er et gennemgående synligt element i både interiør og eksteriør. Bygning 130 er en del af DTU's overordnede plan om at skabe et bedre studiemiljø, og skal danne ramme om DTU's materialeforskning og instituttets løbende undervisning i byggeteknologi.

Nyudviklet "grøn beton"

En in-situ støbt betonvæg i det centrale auditorium samt gulvet i et tilstødende teknikrum, er netop blevet støbt med en nyudviklet "grøn beton", og bliver et synligt element i bygningens interiør. Betonen vil løbende blive analyseret af forskere fra DTU og Teknologisk Institut, som vil teste og evaluere hærdning og styrke-udvikling.

Den grønne beton er resultatet af et forskningssamarbejde mellem MT Højgaard, Teknologisk Institut og cementproducenten Aalborg Portland. Den adskiller sig ved at en del af indholdet af CO2-tung cement erstattes af kalkfiller og kalcineret ler, som er brændt ved væsentligt lavere temperaturer end cement. Herved bruges væsentligt mindre energi, hvilket medfører 30-40 procent lavere CO2-udledning. I den aktuelle prøvestøbning erstattes omkring 25 procent af cementindholdet, men på længere sigt forventer Teknologisk Institut at kunne øge andelen til 50 procent.