Abonnementsartikel

Det samlede salg for Maskinleverandørernes medlemmer steg en smule sidste år, men der bliver sendt færre gravemaskiner ud fra forhandlerne.

Salget af entreprenørmaskiner er for tredje år i træk steget, men efter to år med markante hop - i 2016 og 2017, er stigningen til 2018 mere beskedent. Det viser Maskinleverandørernes årsopgørelse over maskinsalget for brancheforeningens medlemmer.

3104 solgte maskiner blev det til sidste år. Det er 63 enheder flere end i 2017. Teleskoplæssere, gummihjulslæssere på 5,1 ton og derover og tromler trækker størstedelen af fremgangen. De tre maskintyper skiller sig ud fra mængden med 90 flere solgte teleskoplæssere, 34 gummihjulslæssere og 69 tromler. Det svarer til stigninger på henholdsvis 26,5 procent, 9 procent og hele 140 procent flere solgte maskiner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Udviklingen på tromler skal dog ses i lyset af nogle store udsving fra år til år.

Færre gravemaskiner

Når det kommer til gravemaskiner og rendegravere, går udviklingen den anden vej. Gravemaskiner på bånd er delt i to kategorier - fra 0-5,0 ton og fra 5,1 ton og derover.

I begge kategorier har maskinforhandlerne under Maskinleverandørerne oplevet fald i salget. 51 færre små gravemaskiner - svarende til cirka seks procent - blev der købt i 2018 i forhold til 2017. For de store maskiner gik salget ned med 53 enheder, men her der tale om et procentvis fald på godt 11 procent.

Salget af rendegravere, også kendt som grave/læssemaskiner, falder med 21 enheder til 107 i alt. Det er godt 16 procent færre solgte rendegravere i 2018 i forhold til året før.

Langt fra 2007-niveau

Ser man på de seneste 10 år, var salgstallene for gravemaskiner på bånd dog i den pæne ende i 2018. Men der er langt op til 2007, året inden finanskrisen ramte Danmark og ikke mindst bygge- og anlægsbranchen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Her kan vi i arkiverne se, at der blev solgt svimlende 1589 gravemaskiner på bånd. Og det er vel at mærke kun de små fra 0-5,0 ton. De større solgte også rigtig godt i 2007. 581 gravemaskiner på 5,1 ton og derover fik forhandlerne lavet slutsedler på det år.

Rendegraver-salget er her barberet voldsomt ned til næsten blot en sjettedel sidste år. I 2007 blev der solgt 624 rendegravere. Som nævnt blev der sidste år solgt 107 rendegravere af Maskinleverandørernes medlemmer.