Abonnementsartikel

NCC Industry i Danmark sælger forretningsområdet Recycling for at fokusere på de øvrige kerneområder.

Fra næste måned vokser RGS Nordic som spiller på recycle-området, da koncernen har købt recycle-afdelingen ud af NCC Industry, som efter salget består af forretningsområderne Asfalt, Råstoffer og Hercules Fundering

Virksomhedsoverdragelsen finder sted den 1. april 2019, hvor RGS Nordic overtager NCC Industry's aktiviteter på Energivej i Odense samt jordmodtagelsespladsen på Lindø ved Munkebo på Fyn.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Salget indebærer, at vi fremover kan arbejde mere fokuseret på at styrke vores tre kerneområder i NCC Industry i Danmark - vores råstofindvinding, vores asfaltproduktion- og udlægning samt vores funderingsarbejde. Vi er meget tilfredse med salget og glæder os over at kunne overdrage Recycling til en professionel spiller på markedet. Vi har haft en god dialog med RGS Nordic igennem hele forløbet, og det er nu lykkes at få en aftale på plads, siger Michael Hansen, adm. direktør i NCC Industry A/S.

Vi er meget tilfredse med salget og glæder os over at kunne overdrage Recycling til en professionel spiller på markedet.

Adm. direktør Michael Hansen

NCC Industry A/S

Specialister i rens og genbrug

Det danskejede RGS Nordic er specialister i behandling af forurenet jord, industrispildevand og genanvendelse af bygge- og anlægsaffald.

Virksomheden beskæftiger cirka 250 medarbejdere og driver mere end 35 modtage- og behandlingsanlæg i Danmark, Sverige og Norge.

- Vi ser frem til at overtage NCC Recycling's aktiviteter, som passer godt ind i vores forretningsmodel, vores bæredygtige profil og vores ønske om at være ledende aktør i Norden inden for rensning og genbrug af jordens ressourcer. Med opkøbet ønsker vi også at styrke vores tilstedeværelse på Fyn, som er et vigtigt marked for os, siger Henrik Grand Petersen, CEO i RGS Nordic.

Artiklen fortsætter efter annoncen

RGS Nordic har mange års erfaring med at arbejde den cirkulære tankegang ind i industrien. Virksomheden modtager mere end 2,5 millioner tons jord og affald på deres anlæg hvert år og behandler en tredjedel af alt affald fra bygge- og anlægsprojekter i Danmark.