Abonnementsartikel

En gruppe af omrejsende kriminelle har i længere tid stjålet dyrt værktøj. Politiet har beslaglagt for op til fem millioner kroner.

Det politimæssige efterforskningsfællesskab Særlig Efterforskning Øst (SEØ) har i tæt samarbejde med Københavns Vestegns Politi og Københavns Politi anholdt 13 personer på baggrund af en intensiv efterforskning mod en større gruppe af omrejsende kriminelle. Det skriver Politiet på deres hjemmeside.

De kriminelle har begået organiseret tyveri- og indbrudskriminalitet primært i Storkøbenhavn.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er en alvorlig og omfattende sag om organiseret berigelseskriminalitet, som vi nu har slået ned på. Det er et område, vi har stort fokus på at bekæmpe, siger leder af SEØ, politiinspektør Torben Svarrer.

Anholdelserne skete to steder i det københavnske område, og det ene sted var flere af de anholdte i gang med at pakke tyvekoster ned til forsendelse. Det drejede sig blandt andet om dyrt værktøj, der er stjålet fra håndværkerbiler i områder. I alt har politiet beslaglagt tyvekoster til en værdi af fire-fem millioner kroner.

Jubelbrøl fra branchen

Aktionen fra SEØ glæder brancheorganisationen Tekniq, der flere gange har ønsket en styrket indsats mod den type af kriminalitet.

- Det er meget positivt, at man på denne måde sender et klart signal fra politiets side om, at tyvene ikke skal føle sig for sikre, og at det har konsekvenser, når de vælger at stjæle fra blandt andet håndværkernes varebiler, siger Tina Voldby, underdirektør hos Tekniq.

De nyeste tal fra Rigspolitiet viser, at der stadig bliver begået mange tyverier fra last- og varebiler. I 2018 var der således 6943 anmeldelser af den type sager.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Man skal huske på, at vi kom fra et rekordhøjt antal anmeldelser i 2017. Og selvom der er sket en mindre fald i 2018, er tallet stadig det næsthøjeste siden 2011. Det til trods for, at eksempelvis mange installatører har gjort en stor indsats for at forebygge indbruddene ved for eksempel at installere alarmer og panserglas i bilerne eller mærke værktøjet. Samtidig ser vi, at tyvene tager grovere midler i brug for at komme ind i bilerne. Så der er stadig et stykke vej, før vi er i mål. Men torsdagens anholdelser er helt sikkert et stort og vigtigt første skridt, siger Tina Voldby.