Abonnementsartikel

En enig forligskreds har besluttet, at anlægsarbejdet skal sættes i gang på dansk side, så vi kommer et skridt nærmere at realisere de store gevinster ved en fast forbindelse over Femern Bælt.

Tidspunktet for den dag, den 18 kilometer lange sænketunnel mellem Danmark og Tyskland kan åbne er i dag rykket tættere på.

Den 6. februar 2019 modtog Femern A/S nemlig en underskrevet tysk myndighedsgodkendelse af tunnelen under Femern Bælt. Der er dermed enighed med de tyske myndigheder om, hvordan projektet skal realiseres. Der forventes dog at blive indgivet klager over godkendelsen til Forbundsforvaltningsdomstolen i Tyskland. Det vil efter alt at dømme betyde, at anlægsarbejdet ikke kan igangsættes på tysk side, før der foreligger en endelig godkendelse fra domstolen. Men tidsplanen for projektet indebærer, at anlægsarbejdet skal påbegyndes i Danmark, lyder det i en pressemeddelelse fra Transport-, Bygnings- og Boligministeriet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ole Birk: Tiden er inde

Tiden er nu inde til at indlede anlægsarbejdet med tunnelen under Femern Bælt.

Ole Birk Olesen

Transport-, bygnings- og boligminister

På den baggrund har en enig forligskreds bag Femern Bælt-forbindelsen i dag aftalt at igangsætte anlægsarbejdet i Danmark. I første omgang er Femern A/S blevet bedt om at forhandle aftaler på plads med entreprenørkonsortierne om at igangsætte de første dele af anlægsarbejdet.

- Tiden er nu inde til at indlede anlægsarbejdet med tunnelen under Femern Bælt. Jeg er derfor glad for, at vi i dag har besluttet at starte anlægsarbejdet på dansk side. Det gør det nemlig muligt at undgå forsinkelser i tidsplanen, så tunnelen kan åbne i 2028, samtidig med at vi forbedrer mulighederne for at udnytte den tildelte EU-støtte på knap 4,4 mia. kr. til projektet, siger transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen.

Femern A/S vil nu indlede forhandlinger med de to entreprenørkonsortier om at starte følgende anlægsaktiviteter på dansk side:

- Anlæg af tunnelelementfabrik ved Rødbyhavn

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Etablering af arbejdshavn ved Rødbyhavn

- Etablering af tunnelportal på Lolland

- Etablering af beboelses- og administrationsfaciliteter

- Bestilling af særligt marint udstyr

- Øvrige, mindre forberedende arbejder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Femern A/S forventer, at de første aktiviteter vil kunne starte i løbet af efteråret 2019.