Abonnementsartikel

NCC skal producere og udlægge mere end 222.000 tons asfalt til første etape af den Fynske Motorvejs udbygning.

De seneste 10 år er årsdøgnstrafikken på Fynske Motorvej steget med 33 procent, og det betyder lange bilkøer i begge retninger, når myldretiden sætter ind om morgenen og eftermiddagen. Derfor udvider Vejdirektoratet den vestfynske motorvej fra fire til seks spor mellem Odense V. og Nr. Aaby.

Første etape af udbygningen går mellem Odense V. og Gribsvad, hvor NCC skal udlægge mere end 222.000 tons asfalt i løbet af i år og næste år. Derudover skal NCC stå for selve produktionen af de mange tons asfalt til den 12,5 kilometer lange motorvejsstrækning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det bliver to af vores asfaltbrikker i henholdsvis Odense og Kolding, som skal stå for produktionen af asfalt til både bærelag og slidlag. Begge fabrikker har en god, geografisk placering i forhold til projektet og en høj volumen, som det kræver at producere så store mængder asfalt, siger Frede Amdi, områdechef i NCC Industry, Asfalt.

NCC udfører opgaven for M.J. Eriksson, som er hovedentreprenør på første etape af motorvejens udbygning. NCC vandt asfaltentreprisen, fordi virksomheden har mange års erfaring med at udføre større og komplicerede asfaltprojekter - senest på den spritnye Holstebromotorvej.

NCC er allerede i gang med de forberedende aktiviteter på motorvejen og skal efter planen producere og udlægge de første 120.000 tons asfalt i 2019 og resten i 2020.

I starten af 2021 kommer turen til anden etape fra Gribsvad til Nr. Aaby. Når hele udvidelsen står klar inden udgangen af 2022, kan trafikanterne glæde sig til ny asfalt i et ekstra spor i begge retninger, som både vil skabe en mere sikker trafik og kortere rejsetid for pendlerne. Ifølge Vejdirektoratet vil udvidelsen af motorvejen nemlig spare trafikanterne 28 timer på årsbasis, hvis man kører frem og tilbage på de to mest spidsbelastede tidspunkter i myldretiden mellem Odense og Nr. Aaby.