Abonnementsartikel

I Jylland har NCC Industry A/S arbejdet med McCloskey S190 i flere år. Nu har de også investeret i et anlæg til deres Sjællandsafdeling.

Kort efter man har passeret Storstrømsbroen og er kørt i land på Falster, ligger der en ældre præstebolig. Den kristne læring er dog indstillet for længe siden på grunden, som i flere år har været helliget et andet og mindre højtideligt formål, nemlig råstofudvinding. I de seneste år har der stået NCC Industry A/S med den lokale tilføjelse Pederseje på navneskiltet, og i dag udvindes der råstoffer til stabilgrus og bundsikringsgrus.

Det projekt kræver det rette materiel, og derfor har NCC for nyligt investeret i et nyt McCloskey S190 mobilsigteanlæg, som er deres første tilknyttet deres Sjællandsafdeling.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- De havde fået det positivt omtalt fra deres kolleger i Jylland, som har arbejdet med S190 i flere år. De var meget målrettede og vidste, hvad de ville have, og S190 passede perfekt til deres kapacitet, forklarer Morten Gren Pedersen, produktchef for McCloskey hos Scantruck A/S.

Effektivt og miljøvenligt

Det nye anlæg blev leveret og installeret i februar i år, og siden har det med største selvfølge bearbejdet de store mængder materialer, som det er blevet fodret med.

- Fødekassen kan som standard rumme 10,3 kubikmeter, hvilket betyder, at man ikke skal fodre anlægget konstant. Med en overbygning kommer den op på 16,0 kubikmeter. Samtidig er fødekassen bredere, end man typisk ser på den type anlæg i branchen. Dermed er det nemmere at komme af med materialerne til den, når man fodrer den med en stor gummihjulslæsser, forklarer Morten Gren Pedersen.

S-serien er specifikt henvendt til råstofbranchen, og S190 har været en bestseller for Scantruck, siden de anskaffede sig importen og forhandlingen af McCloskey i Danmark i 2006. Cirka 80 McCloskey S190 anlæg er der blevet solgt i den periode.

En anden fordel ved anlægget er det store sold-areal, samt at soldene er ens i størrelse på begge dæk. Anlægget er desuden let og hurtig at skifte sold på, og så er det effektivt og miljøvenligt i sin produktion, fremhæver Morten Gren Pedersen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- S190 er udstyret med et fuel save-system. Når fødekassen er tom, skruer anlægget selv ned for omdrejningerne og går i mekanisk dvale. Når fødekassen igen bliver fodret, starter anlægget automatisk op igen. Systemet er både til fordel for miljøet og for dieselforbruget, siger Morten Gren Pedersen.

Olieudtag til stakkebånd

Alle kabler, koblinger og andre udsatte dele er solidt pakket ind og dækket af, så de ikke tager skade, når sand, grus og sten passerer igennem anlægget. Samtidig er de vigtigste funktioner såsom nødstop, start/stop af fødebånd og aktivering af vipperist over fødekassen samlet i en trådløs fjernbetjening, som føreren af gummihjulslæsseren har i sit førerhus.

Når anlægget skal skifte placering i grusgraven, sker manøvreringen af det 36 tons tunge anlæg på bælter ligeledes via den trådløse fjernbetjening.

En særlig egenskab på McCloskey S190 er de hydrauliske udtag på fronten af anlægget.

- De kan levere 100 liter, som man har til rådighed for et eksternt stakkebånd, forklarer Morten Gren Pedersen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Der er store infrastrukturprojekter undervejs i området i form af Femernforbindelsen, den nye Storstrømsbro og jernbaneforbindelsen Ringsted-Femern. Projekter som ganske logisk kræver store mængder råstoffer, som NCC Pederseje er leveringsdygtige i.

Første spadestik til den nye Storstrømsbro blev taget i september 2018, og her henter de involverede vognmænd blandt andet råstoffer hos NCC Pederseje. Med hensyn til de andre projekter er intet endnu afklaret, men:

- Geografisk kan vi ikke ligge mere perfekt, konstaterer Gert Knudsen, driftsleder i NCC og daglig leder af grusgraven Pederseje på Falster.