Abonnementsartikel

Et nedrivningsselskab, selskabets direktør og en tilbudsmedarbejder er blevet idømt bøder for ulovligt i flere tilfælde at have koordineret tilbudsgivning på nedrivningsopgaver med et andet konkurrerende nedrivningsfirma.

En bøde på en million kroner til virksomheden J. Jensen i Lynge og bøder på 25.000 kroner til to ledende medarbejdere. Sådan lød dommen i den retssag, der fredag sluttede ved Retten i Hillerød.

Der var rejst tiltale mod selskabet, selskabets direktør samt en tilbudsmedarbejder for i fire tilfælde tilbage i 2011 at have udvekslet lånepriser med et andet nedrivningsselskab, Søndergaard Nedrivning, med henblik på udarbejdelse af tilbud til hovedentreprenører.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De tiltalte mente at sagen var forældet, men Retten havde en anden opfattelse og fandt det desuden bevist, at de tiltalte forsætligt havde overtrådt konkurrencelovens § 6, stk. 1, jf. stk. 3, ved at have udvekslet tilbudspriser med en konkurrerende nedrivningsvirksomhed.

På denne baggrund fandt retten de tiltalte skyldige, og idømte nedrivningsselskabet en bøde på en million kroner. Retten idømte direktøren og den ledende medarbejder hver en bøde på 25.000 kr.

Ingen økonomisk vinding

Retten lagde ved udmålingen af bøden blandt andet vægt på, at lovovertrædelserne var begået forsætligt over en periode på ca. seks måneder men uden økonomisk vinding for hverken selskabet eller de to medarbejdere; de involverede værdier, lovforarbejdernes tilkendegivelse om bødeniveauet i disse sager samt retspraksis på området. For selskabets vedkommende lagde retten endvidere vægt på selskabets omsætning.

Anklagerens påstand var en bøde til selskabet på ikke under 1,5 mio. kr., og en bøde til direktøren og den ledende medarbejder på hver 25.000 kr.

De tiltaltes påstand var frifindelse, subsidiært rettens mildeste dom.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Begge parter har nu 14 dage til at beslutte, om dommen skal ankes til Østre Landsret.

Afgørelsen er den fjerde af i alt seks i den såkaldte nedriverkartelsag, som er efterforsket af SØIK.