Abonnementsartikel

Koncernen tager samtidig første skridt mod et ejermæssigt generationsskifte.

Forud for offentliggørelsen af årsregnskabet for 2018 for J. Jensen Holding, som kommer inden for en uges tid, bekendtgør koncernen et par strategiske ændringer.

Dels ændres navnet til Jensen Gruppen, og dels sættes der tydeligt fokus på de tre forretningsben og den retning, der skal bære virksomheden ind i fremtiden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De tre ben er entreprenørafdelingen, ejendomsdrift samt et udviklings- og digitaliseringsspor.

- Tiden er moden til, at vi tager det næste skridt og styrker koncernen yderligere i takt med, at markedet udvikler sig. Derfor har vi valgt, at vi nu bliver endnu mere strategiske og tydelige i vores prioriteringer med henblik på en langsigtet konsolidering af koncernen, siger Karsten Hjarsø, koncerndirektør i J. Jensen.

Han afviser bestemt, at den strategiske ændring og det nye koncernnavn har noget som helst at gøre med den dom, som J. Jensens nedrivningsafdeling fik af Retten i Hillerød fredags. Her blev virksomheden og to ledende medarbejdere idømt bøder for at koordinere tilbudsgivning i fire tilfælde tilbage for otte år siden.

- Nej, det har intet med det at gøre. Det er en gammel sag fra 2011. Den nye struktur er noget jeg har arbejdet med, siden jeg kom til virksomheden for godt et års tid siden. Der er i dag mere end 60 selskaber i koncernen, som beskæftiger sig med en lang række forskellige aktiviteter inden for flere forskellige brancher. Det er en professonalisering, så vi fremtidssikrer os bedst muligt til markedssituationen, siger Karsten Hjarsø til Dagens Byggeri..

Han tilføjer, at man melder det nye navn ud nu, hvor årsregnskabet er lige på trapperne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Generationsskifte i horisonten

J. Jensen har siden starten for 33 år siden været drevet som en familievirksomhed. I 2017 gennemførte den familiedrevne koncern en professionalisering med ny bestyrelse, ny aktiestruktur og ny koncerndirektør.

I forbindelse med implementeringen af den nye strategi påbegyndes generationsskifte, idet Jens Jensen afgiver samlet 10 procent af koncernen til sine børn.

- Det har været en naturlig proces i forbindelse med vores strategiske skifte, at Jens Jensen har ønsket at tage de første skidt mod et ejermæssigt generationsskifte. Det er vigtigt at understrege, at der ikke er tale om et ledelsesskifte, men at Jens forståeligt ønsker at sikre sine børn. Jens' dåbsattest viser også, at det er rettidig omhu, at han begynder en gradvis overdragelse, siger Karsten Hjarsø.