Abonnementsartikel

Lastvognsværksted og synshaller har slået sig sammen om at holde lastbilerne kørende i hverdagene. De vil holde fælles åbent på lørdage.

Stillestående maskiner er ikke noget man er vild med ret mange steder. Også hos lastbilfolket er en lastbil på værkstedet lig med manglende indtjening. Transportfirmaet Kudsk & Nissum i Vojens og LB Bilsyn med base i Padborg og synshaller tillige i Kolding, Tønder, Aabenraa og Vojens er blevet enige om at udvide åbningstiden, så lastbilerne ikke skal holde mere stille i hverdagene, end højst nødvendigt. Fra 1. juli gør de det muligt at få klargjort og synet lastbiler om lørdagen en gang om måneden.

- Vi har aftalt med LB Bilsyn, at både de og vi holder åbent den første lørdag hver måned. LB Bilsyn laver pladssyn hos Kudsk & Nissum på Tingvejen 40 i Vojens, hvor vi så samtidig holder lørdagsåbent på værkstedet. Det betyder, at vognmænd både kan få klargjort lastbiler og efterfølgende synet dem, uden at køretøjerne skal trækkes ud af den normale hverdagskørsel, fortæller driftsleder og medindehaver af Kudsk & Nissum, Morten Kudsk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ud at rulle på hverdage

Hos LB Bilsyn ser medindehaver Lars Nielsen frem til den nye lørdags-service for de tunge køretøjer.

- Hele ideen er naturligvis, at vognmændene skal have deres køretøjer ud at rulle på hverdage og tjene penge. Bilsynet kan vi klare en lørdag, hvor bilen nok alligevel står stille. Og mekanikerne på Kudsk & Nissums lastbilværksted er samtidig klar til at tage sig af eventuelle småskavanker, siger Lars Nielsen.

- Vi bemander værkstedet efter behov, og så må vi se, hvad behovet bliver. Det får vi en fornemmelse af på forhånd, fordi vi kører med forudgående tidsbestilling på værkstedet. Dermed kan vi sørge for, at vi har det nødvendige mandskab klar. Vi tror på, at vi kan gøre hele synsprocessen mere fleksibel og dermed hjælpe kunderne til ikke at bruge kostbar køretid på hverdage, siger Morten Kudsk.

Blandt de første

Lars Nielsen og hans kompagnon, Brian Hansen, var med i den første bølge, da Statens Bilinspektion for 15 år siden blev afløst af private synshaller. Siden har LB Bilsyn synet tusindvis af såvel små som store biler, motorcykler og scootere.

Som transportfirma har Kudsk & Nissum mere end 70 år på bagen. Lastvognsværkstedet har været en del af virksomheden i godt og vel et kvart århundrede med både service og vedligehold samt klargøring forud for bilsyn. Firmaet har tillige ekspertise i specialopbygninger på entreprenørkøretøjer.