Abonnementsartikel

Fire ud af ti har i bygge- og anlægsbranchen har oplevet indbrud i det seneste år.

- Der er ingen tvivl om, at tyveri er et kæmpe problem for bygge- og anlægsvirksomhederne, der hvert år koster mange penge, ressourcer og spildtid. I gennemsnit koster det en virksomhed ca. 17.000 kroner i blandt andet tabt arbejdsfortjeneste, selvrisiko og forsinkelser hos kunderne, når tyvene tømmer en varebil for værktøj, siger direktør i Dansk Byggeri Michael H. Nielsen.

Én af de virksomheder, der tæller med i den kedelige statistik, er snedker- og tømrerfirmaet Martin Egeskov A/S, der i foråret fik stjålet elværktøj og håndværktøj for omkring 25.000 kroner fra en af virksomhedens varebiler.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Derfor tilmeldte virksomheden en af sine biler til tyveri-sikringsordningen "Stop Tyven", som Dansk Byggeri, Byggeriets Forsikringsservice og sikkerhedsrådgivningsfirmaet yourCompany har oprettet. Det gjorde, at værktøjet var DNA-mærket, og noget af det var GPS-sikret. Derfor var det ret nemt at finde frem til tyven.

- Vi har virkelig været plaget af tyveri gennem mange år, men vi har hidtil stået fuldstændig magtesløse. Det er første gang, at vi har fået noget af det stjålne værktøj tilbage. Så nu har vi valgt at sikre alle vores biler gennem ordningen, siger Sigfred Egeskov, der er projektleder i Martin Egeskov A/S.

Størrelsen betyder intet

Dansk Byggeris undersøgelse viser, at det især er store bygge- og anlægsvirksomheder, der er udsat for tyveri. Syv ud af ti virksomheder med mere end ti ansatte har haft indbrud inden for det seneste år. Men også mange små- og mellemstore virksomheder får besøg af ubudne gæster.

- Martin Egeskov A/S er et godt eksempel på, at det er en god idé at få sikret værktøj og andre værdier. Det gælder både for store og små virksomheder. Hvis værktøjet f.eks. er DNA-mærket, er der langt større sandsynlighed for at få de stjålne varer igen, og mærket værktøj er mindre attraktivt for både tyve og hælere, siger direktør Michael H. Nielsen.

Indbrud i varebiler er mest udbredt i den østlige del af Danmark. Her angiver 59 procent af de adspurgte virksomheder, at de har haft indbrud i varebiler, mens det samme gør sig gældende for 32 procent af virksomhederne i den vestlige del af landet.