Abonnementsartikel

Den danske værktøj- og beslagvirksomhed Carl Ras har opkøbt 3 Aktive, der er værktøjs- og udstyrsspecialist.

Gorm Rasmussen, medejer og administrerende direktør i Carl Ras, kan efter et forhandlingsforløb på et år endelig gøre det officielt: har overtaget værktøj- og maskinleverandør 3 Aktive.

- Vores ønske med at købe 3 Aktive er at styrke begge virksomheders positioner på et marked, som er hastigt konsoliderende. Vi tror på, at begge virksomheder kan lære meget af hinanden og kan bidrage til hinandens vækst, fortæller Gorm Rasmussen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I virksomheden 3 Aktive, der tæller 20 medarbejdere i alt, deles glæden. Ifølge Hans Erik Hansen, der var med til at grundlægge virksomheden for 11 år siden, stod firmaet nemlig over for store ændringer.

- Jeg er fyldt 60, og vi stod overfor et generationsskifte. Samtidig skulle vi til at foretage nogle store investeringer på blandt andet logistik- og lagerområdet, hvis vi skulle have virksomheden op på næste trin. De investeringer har Carl Ras musklerne og ekspertisen til at foretage, siger han og tilføjer, at det har været afgørende for salget af 3 Aktive, at Carl Ras ønsker at videreføre virksomheden i 3 Aktives ånd, og at medarbejderstaben fortsætter under den nye ejer.

- Vi havde ikke solgt til hvem som helst, siger den nu tidligere virksomhedsejer.

3 Aktive skal udbredes

For den administrerende direktør og resten af ledelsen i Carl Ras er det centralt, at 3 Aktive og Carl Ras på trods af det nye ejerskab forbliver to selvstændige brands.

- 3 Aktive har, siden de opstod for 11 år siden, præsteret at have en af branchens flotteste vækstrater år efter år. Det er et anerkendt brand, som står for kvalitet og god kundetilgang. Af respekt for brandet ønsker vi at bevare det, som det er, siger Gorm Rasmussen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han forklarer, at den største forandring derfor først og fremmest kommer til at ligge på de indre linjer, hvor de to virksomheder skal styrke hinanden.

- Carl Ras skal styrke 3 Aktive på logistikområdet, indkøbsområdet og den generelle måde at etablere butikker på. Samtidig kan Carl Ras hjælpe med at brede forretningen ud til hele landet. 3 Aktive er på nuværende tidspunkt repræsenteret i Midt- og Sydjylland og på Fyn, men det er vores ambition, at vi breder 3 Aktive ud til alle de områder, hvor Carl Ras står stærkt. I første omgang København, Aarhus og Aalborg, siger den administrerende direktør.

Han understreger, at læringskurven går begge veje, for Carl Ras kan også lære meget den anden vej.

- 3 Aktive har en hel unik kundetilgang. De er meget tætte med deres kunder, følger op på dem og ved hele tiden, hvad de har gang i af nye projekter, fortæller Gorm Rasmussen.

Begge butikker får et større varesortiment

For kunderne i begge forretninger kommer virksomhedshandlen ikke til at spille nogen større rolle, ud over at begge virksomheder fremover vil tilbyde flere løsninger og koncepter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Carl Ras' egne produkter, der produceres under brandet Stroxx, vil nemlig komme til salg i 3 Aktives butikker, ligesom varesortiment også deles til moderselskabet.

I det hele taget fortsætter meget som før, fortæller Gorm Rasmussen.

- Aftalen er, at de (ledelsen, red.) fortsætter med det arbejde, som de gør rigtig godt, og så tager vi over der, hvor vi kan styrke virksomheden, siger han.