Abonnementsartikel

Nordjyllands Politi har søndag under fredelige omstændigheder tilbageholdt 33 demonstranter ved Lille Vildmose, hvor Aalborg Kommune lige nu er i gang med et gravearbejde.

Nordjyllands Politi har siden fredag klokken 7.00 været til stede i Lille Vildmose, hvor Aalborg Kommune er i gang med et gravearbejde i forbindelse med et naturgenopretningsprojekt.

Her har en konflikt mellem lokale lodsejere og kommunen krævet politiets tilstedeværelse, skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Søndag omkring klokken 12.30 mødte cirka 200 demonstranter op på stedet. Heraf forsøgte en del at forhindre kommunens arbejde.

- Vi har i udstrakt grad forsøgt os ad dialogens vej, også igen i dag, men det har ikke haft den ønskede effekt. En del personer valgte på et tidspunkt at bryde vores afspærringer og ønskede ikke frivilligt at forlade stedet. Nogle har så også igen kørt store arbejdsmaskiner ind i det afspærrede område med det formål at blokere for kommunens arbejde, forklarer vicepolitiinspektør Poul Severinsen, Nordjyllands Politi.

Derfor blev 33 personer administrativt frihedsberøvede, mens fire personer vil blive sigtet for at overtræde straffelovens § 119 stk. 4. Paragraffen lyder:

"Lægger nogen ellers de nævnte personer hindringer i vejen for udførelsen af deres tjeneste eller hverv, straffes han med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder. Ved fastsættelse af straffen skal det indgå som en skærpende omstændighed, at forholdet er begået, mens eller i umiddelbar forlængelse af at der i området foregår grov forstyrrelse af ro og orden på offentligt sted".

Naturprojekt på privat jord

Striden drejer sig om et naturprojekt, som Aalborg Kommune med EU-midler udfører i Lille Vildmose. Ifølge Nordjyske, mener kommunen, at man har en færdig aftale om projektet med de berørte lodsejere. Det mener lodsejerne bare ikke. Derfor har der i den seneste tid været flere protester ved arbejdet, og det kulminerede så hen over weekenden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I henhold til politilovens § 4 har politiet til opgave at forebygge fare for forstyrrelse af den offentlige orden, herunder fare for enkeltpersoner og den offentlige sikkerhed. I den forbindelse kan politiet i nødvendigt omfang afspærre områder og etablere adgangskontrol til områder. Det er denne paragraf, politiet søndag har gjort brug af.

Politiet vil fortsat være til stede i nødvendigt omfang i Lille Vildmose under kommunens arbejde.