Abonnementsartikel

Sjællandske CBS Wearparts vil åbne døren til entreprenørerne i deres nye rolle som dansk importør af udstyr fra den finske producent Allu.

CBS Wearparts er den nye importør i Danmark af produkterne fra finske Allu. Produkterne omfatter en række forskellige enheder til behandling, separation, sortering, blanding og knusning.

Dermed kaster CBS Wearparts sig over et helt nyt felt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er en helt ny gren, vi åbner. Vi handler primært kun med råstofindustrien. Det er ikke så meget entreprenørerne, vi har arbejdet med, men det burde vi få åbnet op for nu med produkterne fra Allu, siger Casper Buch, der er salgstrainee hos CBS Wearparts.

Genanvender på stedet

Blandt produkterne finder man de såkaldte transformere. Det er forarbejdningsskovle, som monteres på gravemaskine, gummihjulslæsser eller en traktor. Forarbejdningsskovlen kan selv sortere, pulverisere, lufte, blande, mixe, adskille, knuse, føde og læsse materialer.

- Allu har fokus på, at man laver tingene på stedet. På den måde genanvender man materialerne, der hvor man er. Det skal give en besparelse, som på sigt skal tjene det her attachment ind igen, og blive en gevinst for entreprenøren, siger Casper Buch.

Produkterne fra Allu kan principielt ikke noget, som væsentlig større anlæg ikke kan. Men udstyret fra finnerne er i en helt anden skala i forhold til et helt knuse- eller sorteringsanlæg.

- Et sorteringsanlæg starter prismæssigt typisk omkring 1-1,5 millioner kroner kontra en skovl til 100.000 kroner eller måske 150.000 kroner, siger Casper Buch.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Færre materialer

Et af områderne, hvor Casper Buch ser et potentiale for Allu i Danmark, er hos dem, som arbejder med rør, for eksempel nye vandledninger.

- I Danmark vil man typisk grave materialerne op, og så kører det hele væk. Så lægger man de nye rør ned, og de nye materialer rundt om rørene bliver kørt ind. I Sverige har man blandt andet solgt nogle Allu-produkter på, at man sorterer de opgravede materialer på stedet. Det betyder, at man kan genbruge noget af det. Det giver en besparelse på både fra- og tilkørsel af materialer, og selvfølgelig at man skal købe færre nye materialer, siger Casper Buch.

I første omgang skal CBS Wearparts have bredt kendskabet til det finske mærke ud herhjemme.