Abonnementsartikel

1. november overtager Solrød Stilladser de fleste stilladsaktiviteter fra GSV Materieludlejning.

GSV fokuserer sine udlejningsaktiviteter, og Solrød Stilladser er i gang med at udvide udlejnings- og salgsaktiviteterne målrettet til stilladsbranchen. Den kombination medfører, at samtlige stilladsaktiviteter - rullestilladser undtaget - under GSV fra næste måned hører under Solrød Stilladser.

- Stillads er ikke et af vores kerneområder, og derfor har vi valgt at sælge den del af virksomheden til Solrød Stilladser, som efter vores opfattelse har bedre mulighed for at udvikle aktivitetsområdet. Vi har nogle dygtige medarbejdere i afdelingerne Brabrand og Hedehusene, der nu får muligheder for at udnytte deres fulde potentiale i en virksomhed, der går målrettet efter markedet. I det nye set up vil der blive sat stor pris på de stærke kompetencer, vores medarbejdere byder ind med, og vi tror på, det bliver et rigtig godt samarbejde i et stærkt team, der kan levere gode resultater, siger Dan O. Vorsholt, administrerende direktør for og medejer af GSV, det er Danmarks største udlejningsfirma til byggebranchen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Overtagelsen af GSV's stilladsaktiviteter er et væsentligt element i vores strategi og i den fortsatte positive udvikling af selskabets salgs- og udlejningsaktiviteter til byggeriet og stilladsbranchen, siger Peter Rassing, administrerende direktør for Solrød Stilladser.

Rykker op

- Med overtagelsen følger en kraftig udvidelse af vores servicegrad, kompetence og produktsortiment, der herefter omfatter stort set alle gængse stilladsfabrikater, der anvendes i Danmark, ligesom overtagelsen også omfatter overtagelsen af GSV's stilladsaktiviteter i Jylland, så vi herefter er landsdækkende, siger Peter Rassing.

Overtagelsen sender Solrød Stilladser ind i byggebranchens superliga for salg og udlejning af stilladskomponenter.

- Vi ser helt klart et stigende markedsbehov for at leje stilladskomponenter til opgaverne i stedet for at eje dem selv, hvilket, udover at være ressource- og kapitaleffektivt, også giver en højere udnyttelsesgrad af grejet, og dermed bidrager til branchens bæredygtighed, siger Peter Rassing.