Abonnementsartikel

På Søndre Havn bliver en målesonde banket 11 meter ned i jorden, så den giver et hidtil uset præcist billede af forurening og gemte kemikalier.

Dak, dak, dak. En mobil borerig - kaldet en Geoprobe - er ved at hamre en målesonde ned igennem jordlagene på Køge Kyst, hvor en tidligere kemifabrik har forurenet grunden kraftigt og efterladt en del kemikalierester.

I målesonden sidder en lille sladrehank i form af en lyskilde, som udsender UV-lys. Lyset får forureningen af kulbrinter i jorden til at lyse, og et kamera opfanger signalerne. Kameraet er koblet til en computer, som viser en tabel over, hvad sonden støder på, og hvor store mængden af forurening, der er.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Projektleder for Køge Kyst, Lene Jensen, forventer sig meget af måleteknologien, der sikrer, at man minutiøst kan kortlægge de forurenede arealer og i sidste ende rense grunden og få en §8-tilladelse efter Jordforureningsloven. Tilladelsen danner grundlag for, at Køge Kyst og Pensiondanmark, som har købt strandarealerne, kan sætte gang i byggeriet af leje- og ejerboliger på den forurenede grund.

Fri for forurening.

Niras undersøger, hvor langt ned forureningen går, så man ved, hvor langt ned man skal grave. Det handler om at blive klogere på omfanget af forureningen, og hvordan den har spredt sig. Grunden, der undersøges, er en del af den gamle Køge Havns industriområde, som skal omdannes til en ny bydel med grønne områder og havudsigt.

- I det seneste års tid har vi anvendt traditionelle målemetoder, men nu vil vi gerne undersøge jorden mere præcist, så vi får renset det, der skal væk, og ikke flytter eller renser mere jord, end nødvendigt. Målemetoden er en fordel for os, da vi nu har identificeret de stærkt forurenerede områder med meget fin nøjagtighed, siger Lene Jensen.

- Og for at det kan blive nogle gode, attraktive boliger, som folk kan bo sundt i, så skal vi være sikre på, at jorden er oprenset rigtigt, så der ikke er efterladt noget forurening. Det er det arbejde, vi er i gang med det næste års tid, siger Lene Jensen.