Abonnementsartikel

Danmarks største grossist med speciale i vand og afløb, ScanPipe indtager Aarhus fra årsskiftet med en ny afdeling og butik i Brabrand.

Med en central placering på Edwin Rahrs Vej 66 i Brabrand slår ScanPipe til januar dørene op til en spritny Aarhus-afdeling, hvor entreprenører, kloakmestre og andre professionelle inden for byggebranchen kan få rådgivning og shoppe alt inden for VA-artikler.

- Vi har længe flirtet med tanken om at etablere os i smilets by. Og nu skal det være. Aarhus er en spændende by i rivende udvikling, og vi kommer tættere på det store østjyske opland, hvor vi tror, at vi kan gøre en positiv forskel. Med placeringen her i Brabrand er vi både tæt på Aarhus by og E45. Det passer både os og vores østjyske kunder helt perfekt, fortæller salgsdirektør Michael Holmboe og tilføjer om den nye afdeling på mere end 1500 kvadratmeter fordelt på lager, kontor og butik.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi er kendt for at være dem, der har alt på lager. Sådan bliver det også i Aarhus. Det er en af fordelene ved, at vi har specialiseret os. Vi skal ikke bruge lagerplads på alt muligt andet end lige præcis VA. Derfor kan vi have et meget omfattende sortiment, siger Michael Holmboe.

Hvis kunden selv er travlt optaget, eller hvis det skal gå ekstra stærkt, kan ScanPipe levere stumper direkte til aarhusianske byggepladser på ned til en time. Denne service hedder ScanPipe KvikBoks og bliver ligeledes tilgængelig i Aarhus-området fra januar måned.

ScanPipe A/S, der har mere end 25 år på bagen har i forvejen afdelinger i Greve, Odense, Vejle og Aalborg samt et stort nyopført centrallager i Odense fra 2018.

Den nye Aarhus-afdeling åbner officielt i januar, og 26. marts bliver åbningen fulgt op med et brag af en åbningsfest.