Abonnementsartikel

To virksomheder i Holstebro har travlt på forskellige tider af året, og derfor er de nu begyndt at deles om medarbejdere - og de vil gerne have flere firmaer med.

Louise Nordborgs arbejde i grønne områder er sluppet op, fordi kulden har ramt. Men i denne vinter undgår hun at blive sæsonfyret. Hun er i stedet rykket indendørs, hvor hun arbejder med at rense og klargøre græsfrø hos DSV Frø Danmark i Holstebro.

Også Poul Kristensen fra entreprenørfirmaet arbejder i øjeblikket med frø. Planen er, at han og Louise Nordborg skal fortsætte til sidst på vinteren. Så falder tempoet almindeligvis i frøfirmaet, men så kommer der fart på igen hos Kaj Bech.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De to firmaer har fundet ud af, at de har højsæson modsat hinanden. Derfor kan de deles om medarbejdere. Det er til glæde for de ansatte, men også for virksomhederne.

Vi vil gerne holde på stabile medarbejdere.

Driftschef Niels Dalby Nielsen

Kaj Bech

- Når vi vinterafskediger medarbejdere, risikerer vi , at de finder andet job og ikke kommer tilbage til os til foråret. Vi vil gerne holde på stabile medarbejdere, siger driftschef Niels Dalby Nielsen fra Kaj Bech.

Entreprenørfirmaet skal i denne vinter afskedige det laveste antal medarbejdere hidtil. Det skyldes blandt andet samarbejdet med DSV Frø. Men Niels Dalby Nielsen er gået på jagt efter andre virksomheder, som har højsæson om vinteren, og som kunne låne ansatte.

Beholder anciennitet

Hos DSV Frø Danmark håber supply chain manager Poul Lund, at samarbejdet kan gøre, at han får de samme medarbejdere tilbage hvert efterår til sin højsæson. Så skal han ikke oplære nye igen og igen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Medarbejderne får deres løn fra entreprenørfirmaet, også når de arbejder med frø. Dermed beholder de anciennitet, medarbejderudviklingssamtaler og andre goder. Så betaler frøfirmaet til entreprenøren for at leje. Lønnen de to steder er omtrentlig den samme.

rich-media-3
Supply chain manager Poul Lund fra DSV Frø Danmark er glad for at låne driftschef Niels Dalby Nielsens medarbejdere, når entreprenøren Kaj Bech ikke står med behovet. Pressefoto.

56-årige Poul Kristensen var prøvekanin for samarbejdet allerede først på året i år. Nu er han tilbage i frøfirmaet og hurtigt inde i rutinen. Der var i mellemtiden sket nogle små omlægninger, men dem har han hurtigt lært.

- Det er dejligt at gå indendørs på de værste vinterdage, men når lyset og foråret nærmer sig, så vil det nok rykke i mig for at komme ud i de grønne områder igen, siger Poul Kristensen.