Abonnementsartikel

Efter vellykket natarbejde har den nye bro til Nærheden fået sin karakteristiske pylon.

Togdriften var standset i to spor, mens den nye bro, som skal forbinde Hovedgaden i Hedehusene med den nye bydel Nærheden, fik sin pylon natten til lørdag. Og entreprenører og rådgivere kunne efterfølgende melde, at alt var forløbet planmæssigt. Montagen blev påbegyndt cirka klokken 23.30 fredag aften, og klokken 02.20 lørdag morgen var pylon og tre stag monteret.

rich-media-1
Broen binder Hedehusene sammen med den nye bydel. Visualisering: Dissing+Weitling Architecture.

De øvrige stag monteres i den kommende tid, hvor broen vil begynde at få sin markante og karakteristiske profil. Broen over jernbanen er nemlig en såkaldt skråstagsbro - det betyder, at brodækket skal hænge i kabler, såkaldte stag, fra en pylon.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er relativt sjældent, at der i Danmark sættes pyloner og stag, og arbejdet blev udført af specialister fra Italien. Pylonen var forud blevet svejset og færdigmalet på værksted, hvorefter den var blevet transporteret til byggepladsen med specialtransport.

Montagen foregik ved hjælp af to kraner: en primær kran, der løftede selve pylonen, og en mindre kran, der havde fat ved pylonens fod og hjalp med at styre den. Pylonen blev holdt i kranen, indtil den var stabiliseret af det første frontstag samt to bagstag. De resterende stag fastgøres, opspændes og justeres i løbet af ugen.

rich-media-3
Broen krydser i alt seks jernbanespor. Pressefoto: Høje-Taastrup Kommune.

Broen mellem Hovedgaden i Hedehusene og den nye bydel Nærheden får stor betydning for området og dets beboere, blandt andet er Høje-Taastrup Kommunes nye skole med daginstitution ved at blive opført i Nærheden, tæt ved broen.

Men det er også et krævende arbejde at opføre den nye bro. I september blev brodækket til den nye bro til Nærheden løftet på plads på spektakulær vis, mens jernbanetrafikken på den travle togstrækning midlertidigt var helt indstillet.