Abonnementsartikel

Ny aftale mellem danske Sund & Bælt og italiensk teknologivirksomhed skal øge levetiden og sikkerheden på 400 italienske motorvejsbroer. Samarbejdet bygger på mere end 20 års opsamlet ingeniørviden fra Storebæltsbroen.

Inde i kernen af samarbejdet ligger knowhow fra Storebæltsbroen. Solid dansk viden om brodrift- og vedligehold skal være med til at forhindre tragiske kollaps på vital infrastruktur, som det der ramte den Norditalienske by Genova for blot to år siden.

- Samarbejdet giver os mulighed for at dele vores erfaringer. Vi kan være stolte af, at viden fra Storebæltsbroen kan gøre en forskel og være med til at sikre infrastruktur internationalt, siger Bjarne Jørgensen, Executive Director i Sund & Bælt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

For den italienske teknologivirksomhed har det været helt centralt i udviklingsarbejdet at forstærke løsningen med global ekspertise.

- Danmark er kendt for en høj kvalitet af vedligehold på broer og tunneler. Så det har stor værdi for os, at udvikle værktøjet med en partner som Sund & Bælt, der har solid erfaring og allerede i dag udnytter digitale teknologier til at arbejde smartere og mere sikkert, siger direktør og grundlægger af Sacertis Andrea Cuomo.

Fra risikovurdering til fornyet ungdom

Initiativet er allerede gået sat i gang. Hver uge installeres der sensorer på yderligere to broer i det italienske vejnet. Men det egentlige værktøj udmøntes i en applikation. Et stykke overvågningssoftware, der omsætter data fra sensorerne til en visuel oversigt over, hvornår der er behov for vedligehold.

I kombination med IBM's Watson har Sacertis' og Sund & Bælts ekspertiser skabt en løsning, der kan strukturere vedligeholdelse af en bro, så fokus flyttes, fra blot at kunne reagere i tide på en nedslidt bro, til fremover at sikre løbende vedligehold. Det forhindrer farlige situationer og forlænger samtidig broers levetid.

- Det er i virkeligheden der, det bliver interessant. Vores egen Storebæltsbro er bygget til en levetid på 100 år, men ved brug af data og digitale løsninger forventer vi at broens levetid kan forlænges med 50-100 år, siger Bjarne Jørgensen, Executive Director i Sund & Bælt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det nye samarbejde er indledningsvis målrettet helbredet på de italienske broer. Men med tiden vil den omfatte infrastruktur i hele Europa og senere på verdensplan