Abonnementsartikel

Tyrkiske Hidromek har vundet German Design Award for deres Hicon 7W, som er en elektrisk hjulgraver på 7,7 ton.

Blandt de mange nyheder på Bauma i april var en af de større fra Tyrkiet. Hidromek præsenterede nemlig en hjulgraver på 7,7 ton, som faldt lige ind i en af tidens helt store tendenser.

Den elektriske hjulgraver skabte en vis opmærksomhed i det sydtyske, og nu har den tyrkiske producent igen haft en succesfuld tur med den elektriske hjulgraver. Igen er det sket i Tyskland.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hidromek Hicon 7W har for nyligt vundet prisen German Design Award 2020. Det er sket i kategorien Utility Vehicle.

Juryen har skrevet således om hjulgraveren:

"Det progressive design afspejler det moderne højteknologiske drev af den fuldt elektriske gravemaskine både på ydersiden og i det indre af kabinen. Hidromek Hicon 7W er mindre støjende og helt emissionsfri, hvilket gør den særlig tiltalende til brug i byen. Sikkerhedspakken til den intelligente entreprenørmaskine er bemærkelsesværdig, da den registrerer forbipasserende i det drejelige område og beskytter dem mod kvæstelser".

Maskinteknik var i april forbi Hidromeks stand på Bauma. Her mødte vi Henrik Bergholdt fra den danske importør KSM Trading.

- Jo før den kommer i salg, jo bedre. Generelt var der rigtig mange maskiner, der var interessante for os, men jeg tror på, at der ville være en rigtig god efterspørgsel efter en elektrisk maskine, sagde Henrik Bergholdt.