Abonnementsartikel

Da den tidligere importør knækkede under finanskrisen, rykkede agenturet for Komatsu i Danmark til Skive.

Når den 12. udgave af ScanMek i Skive foregår fredag og lørdag i næste uge, kan Scantruck bruge lejligheden til at fejre jubilæum. Det er nemlig 10 år siden, maskinforhandleren overtog import og forhandling af de japanske entreprenørmaskiner fra Komatsu.

Mærket får da også hovedrollen på Scantrucks åbent hus-arrangement. Den 26 ton tunge Bauma-nyhed WA475-10 har danmarkspremiere, og derudover lover man europæisk premiere på en gravemaskine, som bliver storebror til PC210LCI-10 på 23 ton. Mere vil Scantruck ikke fortæller inden ScanMek.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Mr. Komatsu tog med

Dengang betalte man omkring 150.000 kroner mere for et 3D-system, end man gør i dag.

Key account manager Poul Erik Nielsen

Scantruck

En af dem, der allerede ved en masse om den hemmelige nyhed, er key account manager Poul Erik Nielsen. Af mange kaldes han Mr. Komatsu. Poul Erik Nielsen runder i 2020 de første 35 år som Komatsu-mand og var en af de medarbejdere, der tog med, da Scantruck den 1. februar 2010 overtog forhandlingen efter den tidligere importør, KFD i Vejen, som ikke klarede finanskrisen.

- Vi var en halv snes stykker, der sagde ja tak til tilbuddet om at fortsætte med Komatsu hos Scantruck. Siden er også andre fulgt efter, efter at de havde været ude at snuse til andre muligheder i en periode, fortæller Poul Erik Nielsen.

Selv har Mr. Komatsu ikke snust til andet. Han startede med Komatsu i 1985, og der har aldrig været andre mærker for ham end Komatsu.

Halveret brændstofforbrug

- Det har været spændende at følge udviklingen gennem så mange år. Inden for de seneste 15 år er brændstofforbruget på maskinerne halveret. Alene de seneste 10 år, hvor Scantruck har haft Komatsu-importen, er førerkomforten kommet op på et helt anderledes niveau, siger Poul Erik Nielsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Selve flytningen af Komatsu fra Vejen til Skive kom til at betyde en stor forskel, vurderer han.

- Den tidligere importør, KFD, og Scantruck er to vidt forskellige butikker. I Vejen var der kun import og forhandling af Komatsu. Hos Scantruck er der en bred palette af førende maskinmærker, som hver især får opmærksomhed med forskellige produktspecialister, men som samtidig støtter hinanden. Scantruck har jo et godt økonomisk fundament med en god organisation, og det giver nogle rigtig stærke muligheder, siger Poul Erik Nielsen.

rich-media-3
Det var en veltilpas Scantruck-direktør Bo Sundroos, der i 2010 kunne byde velkommen til ScanMek med ny kasket og ikke mindst et nyt maskinmærke på menuen. Pressefoto.

Udviklingen af maskinerne fra Komatsu, har ikke kun udmøntet sig i mindre forurening og bedre komfort. Produktiviteten er også skudt opad, og ikke mindst nye teknologier har haft en afgørende betydning for det.

- Da Scantruck blev Komatsu-importør for 10 år siden, var 3D-styringerne i den spæde start. Det var dyrt, og ikke mange entreprenører havde 3D-maskinstyring. Dengang betalte man omkring 150.000 kroner mere for et 3D-system, end man gør i dag. I dag er 3D-maskinstyring en stor del af maskinerne og kan til gengæld meget mere, siger Poul Erik Nielsen.