Abonnementsartikel

Selv om konkursadvokaterne har kradset hele 230 millioner kroner ind fra d'Angleterre, er der stadig langt fra penge nok til alle fordringshavere.

I en konkurs er alle tabere - undtagen advokaterne. Sådan lyder et udsagn, og det står til troende - særligt, når man ser på det hedengangne Pihl og Søn. Men præcis hvor meget de juridiske eksperter har scoret, vender vi tilbage til.

For de største tabere i en konkurs er nu engang kreditorerne, og i tilfældet Pihl og Søn er det ikke så lidt, de har tabt. Man har efterhånden fået opgjort den samlede gæld efter krakket, der væltede en af landets største entreprenører, og der er krav for 5,7 milliarder kroner mod boet. Det skriver Ekstrabladet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Men de fleste kommer til at gå fra stumperne af selskabet med hatten i hånden. Der er nemlig kun cirka 600 millioner kroner at betale kreditorerne med, lyder det i avisen, som har fået aktindsigt i sagen. Altså lader det til, at krav for samlet set 5,1 milliarder kroner er tabt på gulvet.

Salt til advokatens æg

Men advokaterne går derfra med lidt på kistebunden. Boets tre kuratorer har indtil videre indberettet 30733 timer til boet med en timepris på 2362 kroner stykket. Det har altså kostet godt 72 millioner kroner at håndtere konkursen - og beløbet formodes at stige. En afslutning er nemlig ikke lige på trapperne, siger kurator Henrik Steen Jensen til Ekstrabladet. Han, som er partner i Holst Advokater, er med at håndtere konkursen.

"Hvis vi kan slutte det om tre år, er det gået godt", udtaler han til avisen.

Og kurators penge er garanteret. Når det kommer til udbetalings-dag, står konkursadvokaterne nemlig altid først i køen.