Abonnementsartikel

Den nyuddannede Mikkel Hammerlund Nielsen har fået en fin start på DBL under DM i Skills. Den 20-årige med læretid hos Bay Christensen kan også glæde sig over en kendt maskintype på programmet.

KØBENHAVN: Efter tre timers intenst arbejde på maskinerne, kan den første deltager ved Danmark bedste lærling - entreprenørmaskinmekaniker puste ud et par timer.

Mikkel Hammerlund Nielsen gik i torsdag formiddag på en JCB-rendegraver.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det går godt, selvom det er udfordrende med nye systemer, siger Mikkel Nielsen, som ikke har så stor erfaring med de engelske entreprenørmaskiner.

Opgaverne kan den 20-årige nyuddannede entreprenørmaskinmekaniker ikke fortælle så meget om. Deltagerne kender nemlig ikke på opgaverne på forhånd, så der skal ikke røbes noget i forhold til de to konkurrenter.

- Nu skal jeg ikke fortælle for meget, men jeg synes, det er nogle fede opgaver. De er tilpas udfordrende. Det er ikke bare at skrue en møtrik på, men de er heller ikke så svære, at man ikke kan løse dem. Vi kommer også godt rundt med forskellige typer opgaver, siger Mikkel Nielsen.

Lukker larmen ude

Omgivelserne for konkurrencen, som er en del af DM i Skills, har ikke hylet Mikkel Nielsen ud af det.

- Der er rigtig meget larm, og man kan godt miste fokus, med alle de mennesker som går forbi, hvis man ikke kan lukke af for det. Men jeg har ikke haft problemer med det, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Under sit arbejde på rendegraveren har Mikkel Nielsen virket rolig hele vejen igennem.

- Jeg fik lidt stress på til sidst, men ellers har det kørt fint. Jeg har nået de opgaver, jeg skulle, siger DBL-deltageren.

Der er for mange opgaver til, at deltagerne kan nå dem alle. Det skal sætte ekstra pres på dem, og få dem til at prioritere.

Klokken 15.30 skal Mikkel Nielsen i gang igen. Denne gang er det på en gummihjulslæsser fra Case. Det er et mærke, han kender godt, da han er udlært hos Bay Christensen i Rønnede.