Abonnementsartikel

Salget er gået forrygende, siden Unicontrol kom på markedet med deres gps-redskab til gravemaskiner i vægtklasserne op til 15 tons.

Det er lykkes den unge virksomhed Unicontrol, der så dagens lys i december 2018, at finde en position på markedet for gps-systemer til gravemaskiner.

- Der fandtes ikke maskinstyring til gravemaskiner under 15 tons. Udfordringen var, at det var et komplekst system, og at de styringssystemer som fandtes til større og tungere maskiner fyldte for meget i en mindre maskine, fortalte Ehsan Ekhlas, da han 30. januar deltog i 'Robotter i byggebranchen", som InnoBYG, BygFyn, RoboCluster og IDA stod bag.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han kunne berette, at den unge virksomhed oplever efterspørgsel på deres produkt.

- Der er i alt solgt 30 systemer siden september - så der er fart over feltet.

Imødekommer krav fra bygherrer

Voksende dokumentationskrav på projekter betyder, at der er behov for et præsitionsredskab, også selv om man ikke sidder i førersædet på en gravmaskine i sværvægterklassen. Og det er her Unicontrol byder sig til med et system, der kan betjenes efter cirka 20 minutters oplæring og med besparelser til følge.

- Vi minimerer ventetid, fejl og udgifter. Landmåleren er unødvendig, for opmærkningen foregår med gps. Håndmanden, der måler dybden, er heller ikke nødvendig, for det gør gps'en også, sagde Ehsan Ekhlas der er medudvikler af Unicontrols gps-system.

Fordi teknologien nu også kan bruges i mindre gravemaskiner, giver det samtidig nogle af de mindre operatører mulighed for at få flere arbejdsopgaver i ordrebogen. Det kan eksempelvis være den selvstændige, der lejer sig selv og maskine ud til forskellige opgaver. Han vil nu kunne leve op til det gps-krav, som oftere og oftere bliver stillet fra bygherre.