Abonnementsartikel

Siden 13. november har Morten Hansen været konstitueret topchef hos MT Højgaard. Nu er han fastansat som administrerende direktør og koncernchef.

- Morten Hansen har siden konstitueringen fastholdt stabiliseringen af MT Højgaard og gennemført den koncernstrategiproces, der blev igangsat af bestyrelsen i efteråret. Desuden har Morten Hansen med sin stærke baggrund i bygge- og anlægsbranchen og CFO Martin Solberg udviklet et forbilledligt og stærkt samarbejde. Det er derfor bestyrelsens opfattelse, at Morten Hansen er den helt rigtige til at stå i spidsen for en langsigtet, bæredygtig videre udvikling af MT Højgaard-koncernen, siger bestyrelsesformand Carsten Dilling.

Direktionen i MT Højgaard Holding A/S og MT Højgaard-koncernen udgøres herefter af administrerende direktør og koncernchef Morten Hansen og CFO Martin Solberg.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Morten Hansen udtræder i den forbindelse af bestyrelserne i MT Højgaard Holding og MT Højgaard.

13. november sidste år meddelte MT Højgaard, at man havde fyret Anders Heine Jensen som koncerndirektør. Han fik blot et år på posten. Dengang lød det fra Carsten Dilling:

- Anders Heine Jensen har som koncerndirektør for MT Højgaard A/S og MT Højgaard Holding A/S igennem det seneste år spillet en vigtig rolle i stabiliseringen af MT Højgaard. Jeg vil gerne på bestyrelsens vegne takke for denne indsats. Bestyrelsen er i gang med en grundig koncernstrategiproces og har i den forbindelse vurderet, at der er brug for en anden profil til at videreføre dette arbejde.