Abonnementsartikel

Med opkøbet af XL Byg Jens Schultz A/S fortsætter Stark sin vækststrategi. Nye forretninger på Sydfyn, Langeland og Ærø på vej ind i Stark-organisationen.

Stark overtager tre trælaster i det sydfynske - XL Byg Jens Schultz A/S med forretninger i Svendborg, Rudkøbing på Langeland og Marstal på Ærø.

De tre trælaster havde i 2018 en omsætning på 266 millioner kroner. Virksomheden kunne sidste år fejre 50-års jubilæum og kan se tilbage på en historie med en positiv udvikling over årene. Derfor vil Stark stort set kun ændre navn og logo på forretningerne, der fortsætter med de samme medarbejdere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jens Schultz A/S er en ledende virksomhed i området med mange og loyale kunder, som vi glæder os til at byde velkommen i Stark. Jeg vil især gerne takke Jens Schultz og hans mange dygtige medarbejdere for gennem årene at have opbygget et særdeles godt forhold til virksomhedens mange kunder. Det ser vi frem til både at videreudvikle og værne om sammen med vores nye kollegaer, der nu bliver en del af Stark-familien, siger Britta K. Stenholt, administrerende direktør i Stark.

Med overtagelsen af XL Byg Jens Schultz fortsætter Stark sin vækststrategi. Tidligere i år overtog Stark kæden Sjakks aktiviteter i Midt- og Østjylland. Med de nye forretninger på Sydfyn, Langeland og Ærø får Stark i alt 73 trælaster i Danmark.

- Efter 50 års familieeje giver Jens Schultz stafetten videre og sikrer dermed sin virksomhed og loyale medarbejdere en fortsat stærk position på Sydfyn, mens Stark styrker sig i området. Vi bliver del af en stærk, national kæde og styrkes samtidig lokalt. Det bliver også en fordel for vores kunder, siger Thomas Skovlund Madsen, direktør for XL Byg Jens Schultz A/S. Han følger med over i Stark og vil fortsat være direktør for forretningerne i området.

Handlens endelige afslutning er betinget af godkendelse fra de danske konkurrencemyndigheder.