Abonnementsartikel

I masser af virksomheder landet over vågnede de ansatte torsdag op til en ny virkelighed. Corona-tiltagene står i kø.

Hvis man møder på arbejde i denne tid, tilhører man en stadigt mindre del af den danske befolkning.

Det gælder især i det offentlige, men også rundt om i landets entreprenørvirksomheder og i leverandørleddet, er der færre på arbejde. Det viser en rundringning, som Maskinteknik har foretaget. Det gælder dog udelukkende dem, som kan arbejde bag en computerskærm. I hvert fald hos både Arkil, CRH Concrete og MT Højgaard. Her er alle, som kan arbejde hjemmefra, blevet sendt hjem med kontor-værktøjet under armen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi kører vores drift på næsten normal vis. Vi har lukket kantinen og aflyst rigtig mange møder, men ellers arbejder vi, som vi plejer, siger Claus Bering, der er administrerende direktør i CRH Concrete. Han fortæller, at produktionen af betonelementerne kører som normalt i flerholdsskift, mens medarbejderne er blevet opfordret til at sprede pauserne ud, så man undgår at være for mange mennesker sammen på samme tid. Men meget kan ændre sig, lyder det fra Claus Bering.

Vi beder alle vores medarbejdere om at tage de fornødne forholdsregler og så udvise almindelig sund fornuft.

Direktør Jesper Arkil

Arkil A/S

- Det er svært at spå om fremtiden, så vi afviser ikke nye tiltag. Men som det er nu, kører både fabrik og byggepladser som vanligt, og vi har ingen hensigt om at sende folk hjem indtil videre

MTH minimerer skift mellem pladser

Hos MT Højgaard er situationen en lidt anden end hos CRH Concrete. Her har man knap så megen produktion og langt flere byggepladser. Og på sidstnævnte er det langt sværere at styre forholdene for medarbejderne. Men man har så vidt muligt efterlevet regeringens anbefaling om, at de medarbejdere, der kan arbejde hjemmefra, gør det.

- Det har vi iværksat tidligt i morges. Vi har i den forbindelse sikret os tilstrækkelig båndbredde og ekstra hjemmearbejdspladser til de mange medarbejdere på vores kontorer, udtaler CFO Martin Solberg.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Men vi skal samtidig sikre os, at vi holder hjulene i gang, som statsministeren også understregede. Alle vores medarbejdere, som arbejder på vores bygge- og anlægspladser, og som opretholder vores direkte produktionsmæssige opgaver, skal derfor fortsat møde på arbejde, lyder det fra finansdirektøren, som dog også har iværksat tiltag.

Man har blandt andet minimeret skift mellem byggepladser, så man bedre sikrer, at man passer på hinanden, lyder det.

Arkil deler op

Hjulene holder man også trillende hos Arkil. Det føler direktør Jesper Arkil er både hensigtsmæssigt og påkrævet. Han henviser som Martin Solberg til statsminister Mette Frederiksens tale onsdag, som indskærpede det vigtige i, at det offentlige blev sat på hold, så det private kunne køre videre.

- For os er det absolut væsentligt, at vi kan opretholde mest mulig produktion, så vi kan afbøde de skadelige effekter af nedskaleringen af samfundet, fortæller han.

Men hos Arkil sørger man også for, at bremse mødeaktiviteten. Desuden har man opfordret til, at medarbejdernes ophold i skurvognene og på kontorer rundt om i landet bliver i skiftehold og ikke i flok, hvor det er muligt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi prioriterer at fordele folk i så små enheder som muligt. På den måde nedsætter vi risikoen for smitte, forklarer Jesper Arkil, som også pointerer, at man bør holde hovedet koldt.

- Vi beder alle vores medarbejdere om at tage de fornødne forholdsregler og så udvise almindelig sund fornuft. Det, mener jeg langt hen ad vejen, kan holde os kørende indtil videre.