Abonnementsartikel

En ny cykel- og gangbro over Holbækmotorvejen ved Folehaven i København åbner fredag.

Cyklister i København har i otte år kunnet glæde sig til at køre over en af landets mest befærdede motorveje.  Nu kan det lade sig gøre.

For den nye cykel- og gangbro ved Folehaven står klar, og når den indvies, er det også med et håb om en grønnere fremtid. Det udtrykker teknik- og miljøborgmester i Københavns Kommune, Nina Hedeager (El).

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Med broen over Folehaven får vi skabt en god og sikker trafikal løsning for gående og cyklende, og samtidig får vi bundet byen bedre sammen for københavnere og pendlere uden bil. Jeg er glad for, at vi skaber trafikale fordele for de bløde trafikanter, og forhåbentlig kan broen være med til at motivere flere til at tage cyklen og lade bilen stå, siger Ninna Hedeager Olsen i en pressemeddelelse.

rich-media-2
Broen forbinder København med Hvidovre over den befærdede Holbækmotorvej. Foto: Louise Gregersen

Løfter byområder

Cykelbroen blev vedtaget i Københavns Kommunes borgerrepræsentation i 2012, og har også været længe ventet af Valby Lokaludvalg, der var med til at plante idéen om en tryggere vej for cyklister i området, herunder de mange skolebørn, der dagligt færdes den vej.

Broen løber over den nyanlagte togbane, Ringstedbanen, og forbinder Valby og Hvidovre. Cykelstien fortsætter over broen gennem Vigerslevparken. Den er samtidig en del af planen for Kulbaneparken i Valby, der også står overfor en udvikling. 

- Vi har et ansvar for at løfte de byområder, som i øjeblikket halter bagefter, og her kan bedre infrastruktur gøre en forskel. Vi er allerede godt i gang med at lave lidt af et tilløbsstykke i form af Kulbaneparken, som bliver et af Københavns største grønne områder, og derfor giver det kun god mening, at vi også gør det let at komme dertil på cykel eller til fods, siger Ninna Hedeager Olsen. 

Afspærrede motorvej

Broen blev samlet i december 2019, mens motorvejen var afspærret en hel nat for at kunne montere det 32 meter lange og 45 tons tunge brofag.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er Københavns Kommune, der er bygherre på projektet, som blev budgetteret i 2013. Selve anlægsarbejdet begyndte i maj 2019. Cowi er rådgivende ingeniør på projektet, Dissing + Weitling er arkitekterne bag, mens landskabsarkitekterne er Kragh & Berglund. 

Hovedentreprenøren på projektet er Bladt Industries, der også stod for en lignende bro, Åbuen, i København i 2009. Anlægsbudgettet for broen har været på 42 mio. kroner.

rich-media-4
I forbindelse med opførelsen af broen, bliver der plantet 72 træer i de omkringliggende parkområder. Foto: Louise Gregersen