Abonnementsartikel

Nu begynder byggeriet af den 12 km lange Bering-Beder vej, der skal sikre en bedre fremkommelighed i Aarhus syd.

Kontrakten med entreprenøren Bering-Beder vejen er netop underskrevet. Det bliver M.J. Eriksson, der skal anlægge den nye vej. De har erfaring fra flere store vejprojekter.

- Det er en milepæl, at vi har underskrevet kontakten, og maskinerne ruller ind i løbet af de næste par dage. Projektet er selvfølgelig blevet noget udfordret af Corona-situationen, men både vi og entreprenøren holder skruen i vandet, så godt vi kan, fortæller Carsten Thomsen, projektleder for Bering-Beder vejen, Teknik & Miljø i Aarhus Kommune.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Bedre fremkommelighed

Bering-Beder vejen strækker sig fra Torshøjvej i vest til Beder Landevej i øst og forbinder på den måde den sydlige del af Aarhus Kommune. Vejen vil - sammen med E45 og Djurslandsmotorvejen - danne en Ring 3 rundt om Aarhus og give en bedre fremkommelighed.

Arbejdet med Bering-Beder vejen starter primært i vest ved Torshøjvej, hvor krydset ved Hovedvejen/Torshøjvej/Hovvejen skal udvides, og på Hovvejen skal broen over jernbanen udskiftes.

Selvom Corona-situationen har besværliggjort projektet og formentlig vil fortsætte med det, så forventes Bering-Beder vejen fortsat at være klar til de første biler ved årsskiftet 2022/23.