Abonnementsartikel

Entreprenørbrødrene Christensen i Tjæreborg splejsede til en brugt rendegraver - nu bryder de ned og sorterer byggeaffald i storformat.

Når man har en bror, der er med på at splejse om en brugt rendegraver, er alt muligt. Også at springe fra at køre med Baldur-sodavand i Sydjylland til at få både entreprenørarbejde, nedbrydning, containerudlejning og -tømning samt i stor stil skrothåndtering på dagsordenen.

Peter Christensen havde broren med rendegraveren. Broren hedder Lars. Firmaet hedder Brødrene Christensen, men er lige så kendt som "Brødrene fra Tjæreborg".

Artiklen fortsætter efter annoncen

rich-media-2
11 meter arm og en maskine, der er skabt specielt med henblik på håndtering af materialer til genbrug.

- Jeg kørte rundt med sodavand for mineralvandsfabrikken Baldur. Lars arbejdede med lastvognsbremser hos firmaet A. Østergaard. Vi købte den her gamle rendegraver sammen og begyndte at lave alt muligt med den ved siden af vores faste arbejde. På et tidspunkt kunne vi så godt se, at det ikke gik længere med bremser og sodavand. Siden vi startede i 1994, er vores firma vokset støt. I dag har vi syv biler til at flytte containere rundt. Vi har rundt regnet 300 containere. Vi har også diverse entreprenørmaskiner, og vi er 16 i firmaet, fortæller Peter Christensen.

Seneste nyerhvervelse på maskinfronten er en 22 tons Liebherr LH 22 M Industry Litronic materialehåndteringsmaskine. Den kører rundt og sorterer skidt og kanel på Tjæreborg-brødrenes nye, store plads i det sydlige Esbjerg under en kilometer fra Esbjergmotorvejen. Mest af alt sorterer maskinen dog nedbrydningsaffald til genbrug i forskellige former.

Fornyelse og opgradering

- Noget af træaffaldet sendes til produktion af spånplader ved Pindstrup på Djursland. Andet bliver til flis og efterfølgende varme i Tyskland. Jern og metal genbruges. Og der er konstant masser af tons affald til sortering og håndtering. Murbrokker, asfalt og lignende kører vi lige hen om hjørnet, hvor vi har en godkendt knuseplads, siger Peter Christensen.

rich-media-3
Affaldstræ i alle afskygninger håndteres og forarbejdes til nye ressourcer.

Det er den danske Liebherr-importør, Johs. Møllers Maskiner A/S, der med distriktschef Claus Pedersen som udfarende kraft har leveret den nye LH 22 M Industry Litronic. Det foregik i øvrigt i noget nær lyntempo. 10 dage efter, at Brødrene Christensen havde besluttet sig for maskinen, stod den klar på pladsen i Tjæreborg. Her er den nye Liebherr både en fornyelse og en opgradering på sorterepladsen. Den har afløst en 15 tons maskine af et andet mærke.

- Den gamle maskine var godt slidt, og så var den ikke en egentlig industrimaskine, men en tilpasset gravemaskine. Liebherr har gjort det til en specialitet netop at lave industrimaskiner, som sådan nogle nu bør være. Der er ikke noget med tillempede løsninger. Vores nye LH 22 M er født til opgaven med at komme hurtigt rundt og sortere. Samtidig lever den fint op til Liebherr-mantraet om, at moderne maskiner skal være brændstoføkonomiske. Vi nøjes med at tanke en gang om ugen, fortæller Peter Christensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Stor rækkevidde

Den nye Liebherr har 143 hestekræfter i motorrummet, og i øvrigt lever motoren helt op til de allernyeste Stage V-emissionskrav. Maskinføreren når vidt omkring, når han skal sortere træ, metal, plastic, brokker og ind imellem juletræer og andet. Maskinens arm sikrer en rækkevidde på 11 meter.

Aktiviteten med at stille containere ud til virksomheder og efterfølgende hente dem hjem til tømning fylder godt i hverdagen på Veldbæk Industrivej. Oprindelig holdt brødrene til i Tjæreborg, hvor de for ti år siden købte en minkfarm og lavede den om til entreprenørvirksomhed.

Siden fulgte udvidelse på udvidelse, indtil Christensen og Christensen rykkede til mere ideelle forhold syd for Esbjerg. Sidste år byggede de her en hal på 2000 kvadratmeter til kombineret maskinhus og sortering af papiraffald.

Foruden den omfattende sortering af alle typer affald, er der også gang i entreprenørprojekterne hos Brødrene Christensen. Blandt andet har de flere gange gjort bunden klar, når de store supermarkedskæder har besluttet sig for at bygge nyt.

- Vi brækker de gamle bygninger ned, rydder op, laver sandpude og jordarbejde, så grunden er klar til et nyt supermarked. Vi har været med til at bygge nye Rema 1000, Netto og Aldi-butikker både i Frederikshavn i Nordjylland til Gråsten i Sønderjylland og på Sjælland, forklarer Peter Christensen.